De tre socialdemokratiske ministre Rasmus Stoklund, Kaare Dybvad Bek og Ane Halsboe-Jørgensen brugte fredagen på de traditionsrige ministeroverdragelser, som finder sted i forbindelser med en regeringsrokade.
Trioen har byttet internt.
Rasmus Stoklund overtager posten som udlændinge- og integrationsminister fra Kaare Dybvad Bek, som bliver beskæftigelsesminister i stedet for Ane Halsboe-Jørgensen. Hun er til gengæld blevet skatteminister i stedet for Stoklund.
Rokaden blev meldt ud tirsdag, men overdragelserne blev ikke holdt samme dag som normalt. Det skyldtes dronehændelserne over Københavns Lufthavn mandag aften og natten til tirsdag.
Traditionen tro blev der udvekslet gaver mellem den afgående minister og den nytiltrådte minister.
Eksempelvis fik Stoklund af Dybvad Bek en ring i halskæde, eller nærmere bestemt en Ringenes herre-ring.
Den var en reference til den tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), som omtalte netop den ministerpost som at bære ringen fra "Ringenes herre". Altså at den tynger.
- Man kan bære den (ringen, red.) i et stykke tid, men du skal passe på ikke at have den på for længe, for så ødelægger det dig menneskeligt. Så bliver du ligesom Gollum. Du skal virkelig være bevidst om, at det er menneskeskæbner, du har i hænderne, og du kan ikke bare skærme af for det og have en kølig, professionel distance, sagde Tesfaye til Berlingske i 2022.
Tesfaye, der i dag er børne- og undervisningsminister, tilføjede i interviewet, at "i længden kan du ikke lægge dig til at sove på hovedpuden hver nat, uden at ringen slider dig op", at man skal have ringen af på et tidspunkt, og at "man skal ikke give ringen til folk, der ikke kan holde til det".
Nu er det så Stoklund, der har jobbet som udlændinge- og integrationsminister.
- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at få strammet op de steder, hvor jeg synes, det er nødvendigt. Det gælder blandt andet udsendelse af kriminelle indvandrere. De skal ikke være i Danmark. De skal sendes hjem, hvor de kommer fra, siger Stoklund til TV 2.
Stoklund tilføjer, at han blandt andet vil lægge pres på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Han har tidligere rettet kritik mod domstolen, da han mener, at den følger konventionerne for restriktivt.
I Skatteministeriet gav Stoklund et bankospil til Halsboe-Jørgensen i gave. Det var med en henvisning til en lov på skatteområdet, som utilsigtet ramte små bankoforeninger.
Flere bøger blev givet i gave ved ministeroverdragelserne. Den afgående beskæftigelsesminister gav eksempelvis "Døgnkioskmennesket" skrevet af japanske Sayaka Murata til Dybvad Bek.
- Det er en fin fortælling om, hvordan et menneske, der kunne blive dømt for skævt til at være en del af arbejdsmarkedet, finder sin plads og dermed også sin vej i livet, siger Halsboe-Jørgensen ifølge TV 2.
/ritzau/