Bag om historien: Paludan – politiker eller provokatør?

Berlingskes chefredaktion giver løbende et indblik i det journalistiske maskinrum. Hvilke journalistiske og publicistiske overvejelser ligger bag vores historier? Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard skriver her om den journalistiske dækning af Stram Kurs' partileder, Rasmus Paludan.

Det ville være et demokratisk og publicistisk nederlag, hvis vi som medier gjorde os til dommer over, hvem danskerne har opstillet til Folketinget, skriver Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

En helt ny spiller har entreret den politiske arena i denne valgkamp. Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs er i den grad kommet ind fra højre og har allerede sat markante aftryk på vores politiske debat.

Som medier har vi en væsentlig rolle i at beskrive alle partiledere, men i tilfældet Paludan rejser sig også en række etiske og journalistiske spørgsmål.

Lad os slå fast med det samme, at pressen skal dække Rasmus Paludans politik. Han er opstillet til Folketinget efter gældende regler og har sin demokratiske ret til at opstille og sin ytringsfrihed til at fortælle om sin politik.

Det ville være et demokratisk og publicistisk nederlag, hvis vi som medier gjorde os til dommer over, hvem danskerne har opstillet til Folketinget. Det er ikke mediernes rolle at være overdommer, når det gælder danskernes politiske valg.

Hvad der til gengæld ikke kan være tvivl om, er, at medierne er demokratiets vagthund. Derfor skal vi gå kritisk til Paludans udtalelser. Hænger argumentationen sammen? Hvornår strider hans politik mod Grundloven og de internationale konventioner, og hvornår udfordrer han selv den ytringsfrihed og det retssystem, som han selv påstår at forsvare?

Grundopgaven må være at belyse, hvornår han går på kompromis med de borgerrettigheder og frihedsrettigheder, som Danmark er bygget på. Værdier, vi på Berlingske sætter meget højt.

Vi må ikke gå på kompromis med den journalistiske hovedopgave, det er, at gå til magthavere – i dette tilfælde alle partiledere – med kritisk journalistik, der bygger på fakta.

Derfor dækker vi også Rasmus Paludan på Berlingske. Men vi dækker fortrinsvis politikeren og ikke provokatøren. For vi er ikke interesserede i at dække alle Paludans gimmicks og demonstrationer, som dygtigt er tilrettelagt for at give partiet mest mulig opmærksomhed.

Mediestunts er et af Paludans specialer. Og vi skal holde os for gode til at løbe efter hvert et lille påfund og hvert et retorisk udfald. Det er en klar ambition ikke at give Rasmus Paludan en megafon, der er helt ude af proportioner med den status, som han har i dansk politik.

Men vi må også være ærlige at sige, at vi på avisen kommer til at have løbende etiske og journalistiske diskussioner om hvordan, fordi provokationen er så integreret en del af Paludans politiske metode.

Lakmusprøven er, om historierne er interessante i deres substans – enten politisk eller fordi de giver os et nyt billede af, hvordan vores samfundsdebat udvikler sig. Er historierne alene fascinerende eller en provokation, består de ikke testen på Berlingske.

Sporene fra USA skræmmer, og så vel som for den tidligere præsidentkandidat Trump, så gælder det også Paludan, at al omtale lige nu er god omtale. Jo mere de etablerede medier og øvrige politikere lægger afstand til Paludan, jo mere vand på møllen får han i fortællingen om, at »eliten« ikke vil høre på ham, og det, han mener, er Danmarks reelle problemer.

Vi kan som medier heller ikke tie manden ihjel. Så svigter vi vores demokratiske opgave som vagthund. Proportioner og fakta må være rettesnore, når medierne i de kommende uger skal dække Paludan – ikke blot som et YouTube-fænomen, men som demokratisk opstillet partileder.