I Bæredygtigt Landbrug er de ikke ubetinget glad for præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

Til landmandsforeningens nylige generalforsamling i Horsens mente en af de fremmødte, at de »eddermame« skulle have skovlen under hende.

Det skriver Altinget.

Den pågældende foreslog derfor, at de inviterede Maria Reumert Gjerding med til sommermøde i Bæredygtigt landbrug.

En anden fremmødt landmand, godsejer Jens Haubroe, bakkede op om det forslag.

»Jeg vil foreslå, at man holder mødet et sted, hvor der er en voldgrav med stejle kanter,« lød det ifølge Altinget på generalforsamlingen.

Berlingske var også til stede ved generalforsamlingen og kunne i sidste uge beskrive, hvordan landmanden Holger Iversen også havde langet opsigtsvækkende hårdt ud efter topøkonomen Michael Svarer.

Han stod i spidsen for den ekspertgruppe, der for nylig fremlagde forskellige modeller for en CO2-afgift på landbruget, og han var mødt op på Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling for at forklare sig.

Men den forklaring brød Holger Iversen tilsyneladende ikke meget om.

»Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag været ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt budbringeren,« sagde han ved generalforsamlingen.

Etisk kodeks på vej

Både Jens Haubroe og Holger Iversen har sidenhen undskyldt for deres bemærkninger. Sidstnævnte har slået fast, at der blok var tale om en vits.

Og nu tager også formand for Bæredygtigt Landbrug Peter Kiær afstand fra udtalelserne ved generalforsamlingen.

Det sker i en pressemeddelelse på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside.

»Bæredygtigt Landbrug tager 100 procent afstand fra de udtalelser, der faldt i debatten forleden,« lyder det i en udtalelse fra Peter Kiær.

For at sikre, at lignende bemærkninger ikke falder igen, vil Bæredygtigt Landbrug nu udvikle et etisk kodeks, der skal understrege, at medlemmerne bør bruge fagligt korrekt og ordentligt sprog.

»I flere år har landbruget levet med truslen om en CO2-afgift hængende over hovedet. Det har givet erhvervet en usikker fremtid, og det har vi fortsat. Det har vi ret til at være frustrerede over og kæmpe imod. Men i Bæredygtigt Landbrug gør vi det ordentligt og sagligt,« siger Peter Kiær i pressemeddelelsen.

Bæredygtigt Landbrug blev stiftet i 2010, fordi en gruppe landmænd ikke mente, at Landbrug & Fødevarer varetog landbrugenes interesser, særligt i forhold til indtjening, godt nok.