Avisledere: Nu skal Mette Frederiksen stå sin prøve

S-formanden kommer på prøve, når hun de næste dage skal forsøge at danne regering, mener lederskribenter.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, fejrede onsdag aften en stor sejr til rød blok efter en historisk lang valgkamp. Men først nu begynder de egentlige prøvelser for Mette Frederiksen, vurderer avisernes lederskribenter. For regeringsdannelsen ser ud til at blive hårdt arbejde. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vågner torsdag op til en ganske udfordrende opgave, når hun efter alt at dømme får stafetten i forsøget på at danne regering.

Det er en række af de danske avisers lederskribenter enige om.

Ifølge Ekstra Bladet har Mette Frederiksen »ikke rigtigt vundet. Ikke endnu«.

»Socialdemokraterne har ikke haft det fremgangsrige valg, de havde forventet. Og Venstre går dertil markant frem, hvilket må gøre ondt,« skriver Ekstra Bladets lederskribent.

»Det er ovenikøbet for tidligt at udbringe et leve for en ny socialdemokratisk dronning i dansk politik. Det kan man ikke, før hendes væbnere har erklæret, at de er tilfredse med betalingen. Særligt den væbner, der hedder Morten Østergaard fra De Radikale.«

Venstre har åbnet en dør på klem for et regeringssamarbejde hen over midten.

Men Politikens lederskribent mener, at Socialdemokratiet »bør se det som en bunden opgave at samle rød blok«.

»Afgørende er det, at Radikale Venstre og Socialdemokratiet kan genfinde hinanden,« lyder det i Politiken.

»Nu skal hun vise, om hun har det menneskelige format til at være den samlende leder af en SR-akse og skabe resultater med en styrket venstrefløj.«

Men det bliver en hård omgang for Mette Frederiksen at håndtere partierne på venstrefløjen, som er kommet styrket ud af valgkampen, vurderer Jyllands-Posten.

»Frederiksen kommer til at bede og trygle, lokke og true partierne på venstrefløjen. Hun kommer til at give indrømmelser på en masse områder,« skriver avisen.

Ifølge Berlingske er der dog fortsat så meget tvivl om, hvad de røde partier egentlig vil og kan bruge deres mandater til, at ingen politikere gør klogt i at tage på sommerferie endnu.

»Heller ikke de borgerlige,« skriver chefredaktør Tom Jensen i avisens leder.

/ritzau/