De danske politikere befinder sig i en svær balancegang efter mandagens hændelse, hvor der blev affyret pyroteknik fra en russisk fregat mod en dansk militærhelikopter i internationalt farvand.

Det skriver flere lederskribenter i onsdagens aviser.

Politikens chefredaktør, Christian Jensen, betegner i sin leder episoden som den seneste af flere, hvor Rusland med stadig større aggression og risikovillighed gennemfører hybride angreb i Europa.

- Sammen med resten af Europa står Danmark i en vanskelig balancegang. På den ene side skal vi sige klart fra og vise vores vilje til at forsvare os over for den russiske hybridkrig.

- På den anden side skal vi ikke hoppe i den fælde, Rusland sætter op: at provokere os så meget, at vi fremstår som aggressorer - og dermed forære russerne et sæt af argumenter for at fortsætte den eskalering, de tydeligvis søger, skriver Christian Jensen.

Chefredaktøren mener, at regeringen foreløbig har håndteret sagen balanceret, åbent og proportionalt.

Christian Jensen beskriver beslutningen om at indkalde Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, til en samtale som klog.

I Kristeligt Dagblad mener lederskribent Stina Ørregaard Andersen, at hændelsen i farvandet ud for Gedser er en russisk provokation og test af samarbejdet i forsvarsalliancen Nato.

- I Rusland kan man læne sig tilbage, se panikken sprede sig, observere de forskellige udmeldinger og endnu engang konstatere, at det altså ikke var her, Natos grænse gik, skriver hun.

De danske politikere bør ifølge lederskribenten ikke gå i panik.

Stina Ørregaard Andersen mener, at hændelsen er en påmindelse om alvoren og viser, hvorfor det er en god idé at prioritere en oprustning af Danmarks forsvar.

- Men der er heller ikke grund til fra politisk side at puste til frygten og gøre denne sag større, end den er.

- Det tjente ikke noget godt formål, da myndighederne sidste år efter droneobservationer i Københavns Lufthavn indkaldte til flere pressemøder, der skabte mere frygt, end de skabte klarhed over situationen, skriver hun.

Ekstra Bladets lederskribent Uffe Gardel konstaterer, at Den Kolde Krig er tilbage.

- Vi er tilbage til 1950’ernes Kolde Krig, en tid uden spilleregler og nedrustningsaftaler, skriver Gardel.

Den Kolde Krig var betegnelsen for en langvarig politisk og militær konflikt efter Anden Verdenskrig mellem USA og det daværende Sovjetunionen.

RITZAU