Aviser: Ros til Lars Løkke efter reform

Forlig om efterløn ses som et gennembrud for reformer og som statsministerens svendestykke

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fredagens tilbagetrækningsreform præger avisernes lederspalter lørdag, og generelt er holdningen positiv.

'Bravo Løkke', lyder overskriften på Morgenavisen Jyllands-Postens leder efter forliget om efterløn og pensionsalder blev vedtaget. Avisen betegner aftalen som statsministerens svendestykke. Også Politiken ser perspektiver i aftalen.

'Gennembrud. Endelig handler det om reformer', skriver avisen. Ekstra-Bladet derimod har en noget andet vinkel på lederpladsen med overskriften 'Pia Kjærsgaard fuld af løgn'.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har leveret, hvad der kun kan betegnes som Lars Løkke Rasmussens svendeprøve som statsminister, ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.

Med aftalen er 'det første store skridt mod sikringen af af den langsigtede finanspolitiske holdbarhed taget', skriver avisen og fremhæver, at aftalen lægger et tungt ansvar på omstillingsparatheden i erhvervslivet.

Arbejdsgivere har gentagne gange bedt om et større udbud af arbejdskraft. Det kommer nu, og dermed er det op til virksomhederne at udarbejde nye seniorpolitikker, mener Jyllands-Posten og opfordrer til yderligere reformer:

- Et er at beholde danskerne længere på arbejdsmarkedet, men der udestår at sikre, at de ikke fortsat skal flås i skat.

Politiken konstaterer, at 'kontraktpolitikkens ørkenvanding gennem 00'erne er nået til vejs ende'.

- Hvor alle partier tidligere havde fastlåste positioner, er de nu i bevægelse, skriver avisen, der tror partierne nu vil komme med forskellige bud på reformer frem for, som hidtil, at tale om alt det, de ikke vil gøre efter et valg.

- Det giver vælgerne et bedre grundlag for at gøre det, de er bedst til: at dele sig efter anskuelser.

Aftalen har også sat oppositionen i bevægelse, som nu begynder at komme med 'de længe ventede meldinger om, hvordan rød blok har tænkt sig at sætte gang i økonomien og sikre holdbarheden, hvis de vinder valget, skriver Politiken.

Ekstra-Bladet mener aftalen viser, at Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard er 'løbet fra alle løfter' og beskylder hende for at være mere optaget at holde liv i en skrantende regering end selv at stille seriøse krav til den politik, der skal føres.

- Hvad havde Kjærsgaard og hendes to stikirenddrenge at byde på andet end populistisk øregas? Intet, skriver avisen og henviser til partiets krav om øget grænsekontrol.

/ritzau/