Avis: Lars Løkke løj om diæter fra GGGI

Venstre-formanden fik penge fra den omstridte klimaorganisationen, selv om han hævdede det modsatte på søndagens famøse pressemøde.

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) understregede søndag i flere omgange, at han ikke modtog penge fra Global Green Growth Institute (GGGI) i 2012. Men det gjorde han, viser de bilag, som Lars Løkke Rasmussen selv har lagt frem. Det skriver Jyllands-Posten.

»Hand-delivered to Mr. Rasmussen«, står der ifølge avisen på en kvittering på en kontant udbetaling af diætpenge på 143 dollar, svarende til godt 770 kroner, som Lars Løkke Rasmussen fik under en GGGI-tur til Rio i juni 2012.

Den tidligere statsminister nægtede i søndags ellers, at han skulle have glemt at indberette noget til Skat.

»Jeg har ikke fået nogen udbetalinger fra GGGI overhovedet i det sidste skatteår. Al udbetaling, jeg har fået fra GGGI, det er efter 1. januar 2013. Det er i indeværende skatteår,« sagde Løkke.

»Bare for, at det er helt klart: Jeg har ikke modtaget noget honorar eller nogen diæter eller andet i 2012 fra GGGI,« understregede han efterfølgende.

Diæter er som udgangspunkt skattefrie, men kan blive skattepligtige, hvis kost og logi bliver dækket, samtidig med at der udbetales diæter. På turen til Rio betalte GGGI også formandens hotel.

Det er ikke lykkedes for Jyllands-Posten at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.