Avis: Flertal i Folketinget ønsker at droppe vetoret i EU
En ny europapolitisk aftale med opgør mod vetoret skulle være på plads i Folketinget, skriver JP.

En ny europapolitisk aftale med opgør mod vetoret skulle være på plads i Folketinget, skriver JP.

Med en ny europapolitisk aftale er et flertal i Folketinget enige om, at EU fremover skal kunne træffe beslutning på udenrigsområdet med flertal.
Det erfarer Jyllands-Posten. Udenrigsministeriet oplyste torsdag formiddag til Ritzau, at aftalen ville blive præsenteret torsdag middag.
Men præsentationen er senere blevet rykket til et ukendt tidspunkt, oplyser ministeriet.
Der er dermed lagt op til et dansk opgør med et grundprincip i EU, hvor udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger kun kan træffes med enstemmighed blandt medlemslandene. Det giver altså medlemslandene vetoret.
Forhandlingerne om en ny europapolitisk aftale, der ifølge Jyllands-Posten bliver en tillægsaftale til den eksisterende aftale fra 2008, har været længe undervejs.
I spidsen for forhandlingerne er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Ifølge Jyllands-Posten er foreløbig De Konservative, De Radikale, SF og Liberal Alliance med i den nye aftale.
Lars Løkke Rasmussen har tidligere udtrykt, at flertallet i EU bør kunne træffe hurtigere beslutninger på udenrigsområdet.
Jyllands-Posten skriver videre, at aftalen også vil understrege behovet for udvidelsesforhandlinger i de kommende år i EU. Det gælder eksempelvis en optagelse af Ukraine.
I oktober skrev Altinget, at Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti ikke længere var en del af forhandlingerne om den nye europapolitiske aftale. De var ikke længere inviteret.
I forbindelse med forhandlingerne om aftalen har Venstre foreslået, at Danmark skal have en permanent europaminister.
Danmark har tidligere kun haft en europaminister, når Danmark har haft EU-formandskabet. Det skal Danmark have igen i andet halvår af 2025.
Forslaget fra Venstre blev dog i oktober mødt af en kold skulder fra Lars Løkke Rasmussen.
Modsat lød det fra statsminister Mette Frederiksen, at behovet for en europaminister er en løbende overvejelse i regeringen.
/ritzau/