Auken har forklaret sig for Dronningen

Det var absolut ikke min hensigt at fornærme dronning Margrethe personligt, lyder det fra miljøminister Ida Auken (SF).

Efter et mindre politisk stormvejr, hvor miljøminister Ida Auken (SF) er blevet beskyldt for at opføre sig flabet over for dronning Margrethe, har Auken forklaret sig for Dronningen. Det fortæller hun selv til b.dk som en kommentar til, at Dansk Folkeparti har forlangt, at SF-ministeren stikker Dronningen en undskyldning.

- Den sag er for længst ude af verden. Jeg benyttede første lejlighed få dage efter nytårskuren til at gøre klart over for Dronningen, at det absolut ikke var min hensigt at fornærme hende, skriver Ida Auken i en mail til b.dk.

Miljøministerens henvendelse til Dronningen faldt i kølvandet på politisk kritik af Aukens udtalelser, der faldt i forbindelse med den årlige nytårskur hos regenten. Her brokkede Auken sig over regeringens mange møder med Margrethe.

- Nu skal vi jo faktisk se Dronningen temmelig meget i vores arbejde. Måske også mere, end jeg synes, at vi skulle bruge al vores tid på, lød det fra SF-ministeren.

Dansk Folkeparti mener dog Ida Auken direkte bør sige undskyld, så det ikke kan misforstås.

- Det vil være passende, og så får Dronningen samtidig en lille ekstra erkendtlighed her i anledning af sit 40 års jubilæum. En undskyldning er også på sin plads set i lyset af, at Ida Auken jo også har fået sin egen statsministers ord for, at den slags ikke går, siger Søren Espersen med henvisning til den irettesættelse, Auken fik af statsminister Helle Thorning-Schmidt (SF) i går.

Her erklærede statsministeren sig uenig med Auken.

- Nej, regeringen varetager de opgaver i forhold til dronningen og kongehuset, der til enhver tid er nødvendige som led i et godt samarbejde mellem regeringen og kongehuset, lød det i et skriftligt svar fra Thorning til Søren Espersen.

Det er en klar irettesættelse, og den er fuld fortjent, mener Espersen.

- Ida Aukens opførsel var fuldstændig upassende. Hvad bilder hun sig ind at sige, at hun bruger for meget tid på Dronningen. Det er altså landets statsoverhoved, hun taler om. Sådan taler en minister altså ikke om Dronningen, siger Søren Espersen, der også mener, at SF-formand Villy Søvndal bør tage en kammeratlig samtale med sin miljøminister.