»At søge dansk statsborgerskab er ikke noget, man bare lige gør«

Mens politikerne på Christiansborg skændes om kravene til et dansk statsborgerskab, går Elizabethann Burke Madsen rundt og venter. Hun har været igennem hele ansøgningsprocessen - og går alt vel, kan hun snart få et dansk pas, som kan ligge ved siden af hendes britiske.

Elizabethann Burke Madsen fik i april 2015 bekræftelse fra Justitsministeriet på, at de har modtaget hendes ansøgning om dansk statsborgerskab. Tilbage står nu ventetiden på sagsbehandlingen, der oplyses at tage 12-18 måneder. Det var loven om dobbelt statsborgerskab, der gjorde, at hun efter fyrre år i Danmark søgte om dansk indfødsret - for hun har aldrig været klar til at afgive sit britiske statsborgerskab. Her er hun fotograferet foran den engelske kirke i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I mere end fyrre år har hun betalt dansk skat, kørt med S-toget og spist wienerbrød. Som sygeplejerske har hun taget sig af patienter på danske sygehuse. Og hjemme i lejligheden på Frederiksberg er der kun blevet talt dansk mellem hende og hendes danske mand. Alligevel er det et britisk pas, der ligger i skuffen hos Elizabethann Burke Madsen – men forhåbentlig får det snart selskab af et dansk.

Et bredt politisk flertal traf beslutningen i december sidste år, og for en lille måned siden, 1. september, trådte loven om dobbelt statsborgerskab i kraft. Elizabethann er med i første bølge af herboende udlændinge, der nu er på vej til også at blive danskere – og hun har givet politiko.dk indblik i hele sin ansøgningsproces, der begyndte, da hun i oktober sidste år meldte sig til statsborgerskabsprøven.

Hun håber, at folketingsvalget i juni bliver det sidste, hvor hun må blive hjemme fra stemmeboksene – for det har i høj grad været den manglende stemmeret, som hun har savnet i de mange år i Danmark.

»Det har irriteret mig alle årene. Jeg kan stemme til lokalvalg og EU-parlamentsvalg, men jeg må ikke stemme til folketingsvalgene. EU betyder fri arbejdskraft og fri bevægelse, og jeg betaler skat ligesom alle andre, men jeg føler, at demokratiet er taget fra mig. Hver gang, der har været valg, har jeg været sur og sagt, at jeg ikke vil interessere mig for det, fordi min stemme jo åbenbart er ligegyldig.«

Ikke logik, men følelser

Elizabethann har haft permanent opholdstilladelse i Danmark i årtier. Hun har været selvforsørgende, i fast arbejde og taler og læser flydende dansk. Så i årevis har der ikke været nogen hindringer for, at hun kunne søge om dansk statsborgerskab – og så alligevel. For indtil nu har der krævet, at hun så samtidig vinkede farvel til sit britiske pas.

»Alle har sagt til mig, at jeg da bare kunne afgive mit britiske statsborgerskab, men jeg boede i England i 21 år, og det er en del af min identitet. Det er barndommen og de første år af ens liv, der former en, og den identitet vil jeg ikke slippe 100 pct. Jeg har ikke nogen kontakt med England, og jeg flytter ikke tilbage, men de første 21 år af mit liv, de sidder altså dybt i mig. Det er ikke logik, det er følelser.«

Hvis folk spørger dig, hvor du er fra, hvad siger du så?

»Så siger jeg altid, at jeg er britisk. Men hvis jeg ser turister stå på hjørnet med et kort, så spørger jeg altid: »Can I help you?« Så siger de typisk: »You Danes speak such good English«, og så siger jeg altid bare »Thank you«,« griner hun.

Elizabethann satte første gang fødderne på dansk jord, da hun som 13-årig rejste med et skoleskib til blandt andet Skandinavien. Senere var hun på ferie her med sine forældre, og under sin uddannelse til sygeplejerske fik hun arrangeret et praktikforløb på Kommunesygehuset i København. For hvert besøg blev hun mere og mere sikker på, at det var i Danmark, hun skulle tilbringe sit liv.

»Det er svært at forklare, men jeg følte mig bare hjemme i Danmark. Jeg følte, at her kunne jeg bo og trives. Nogle folk har sagt, at det må være noget gammelt vikingeblod i mine årer.«

Incitament til at lære dansk

Da England og Danmark kom med i EF i 1973 blev hendes fremtidsdrøm mere tilgængelig, for nu havde hun ikke længere behov for en arbejdstilladelse for at flytte til Danmark. Den britiske gren af International Council of Nurses hjalp hende med at få en stilling – og i april 1975 rykkede hun sit liv til Danmark, hvor hun fik arbejde på Glostrup Amtssygehus.

Den første tid handlede i høj grad om at lære sproget. Tre aftener om ugen gik med danskundervisning, og de resterende brugte hun på at terpe og øve sig derhjemme. Men der var også et klart incitament, for hun var blevet ansat i en 3/4-stilling til kun 75 pct. løn, fordi hun ikke talte dansk.

»Jeg fik at vide, at hvis jeg inden for fire måneder kunne tage en stuegang på dansk, kunne tage telefonen på dansk og kunne tale med de pårørende på dansk, så ville jeg få en 100 pct. stilling med 100 pct. i løn. Så du kan tro, at jeg gik til dansk timer. Jeg nægtede at tale med nogen på engelsk eller høre radio på engelsk.«

Og det bar frugt. Hun klarede kravene, fik sin fulde stilling, og efter 11 måneder i Danmark gik hun op til sin danske sygeplejerske-autorisation, så hun ikke længere var »gæstesygeplejerske«. De første år var dog ikke en dans på roser, men præget af ensomhed. Hun kom til landet uden at kende en sjæl, og hun mødte et samfund, der ikke var vant til indvandrere.

»Folk var ikke særlig venlige over for mig. De grinede af mit danske. Jeg var arbejdskraft udefra, og det var som om, de så mig som en trussel, og de var i hvert fald overhovedet ikke interesserede i nogle tips, som jeg syntes, at vi gjorde bedre på de engelske sygehuse. Sådan gør vi her, fik jeg bare at vide,« fortæller Elizabethann, der også skulle vænne sig til »kaffepauser hele tiden«.

Lighed, hygge og cykleri

Det var stædighed og stolthed, der gjorde, at hun blev.

»Da jeg rejste sagde min mor og venner: Det kan du ikke holde til, du er tilbage efter tre måneder. Og det var en af grundene til, at jeg ikke ville opgive. Jeg havde besluttet mig for, at det var her, jeg ville være. Jeg havde et nyt liv, og det skulle lykkes,« siger hun og skynder sig at tilføje, at der jo også var så mange andre ting, hun elskede ved sit nye land.

»Jeg kunne godt lide, at der hverken er meget fattigdom eller meget rigdom. Jeg kan huske den første morgenkonference på sygehuset, hvor rengøringsdamen sad med lige ved siden af overlægen. For hun kunne fortælle, hvis patienter ikke havde spist eller drukket, når hun ryddede deres bakker. Det var aldrig sket i England, og den lighed kunne jeg godt lide. Og så selvfølgelig hyggen. Det her med, at man lige mødes til en kop kaffe og wienerbrød eller et sildebord. Og jeg kunne komme rundt til alting på cykel eller med S-toget,« forklarer hun.

Kendte du til det danske velfærdssystem, eksempelvis at man får penge, hvis man er arbejdsløs?

»Nej, jeg tænkte ikke på det med arbejdsløshed. Det var egoistisk for mig at flytte hertil, for jeg tænkte, at jeg kunne få bedre arbejdsvilkår her end i England. I Danmark fik jeg fri to dage om ugen og havde råd til en lejlighed, men jeg har aldrig drømt om, at jeg skulle være arbejdsløs eller gå tidligt på pension eller sådan noget,« siger Elizabethann, der i dag er pensionist, men blandt andet arbejder frivilligt med at undervise flygtninge og indvandrere i engelsk.

Kritikere taler om, at Danmark er i færd med at lukke sig om sig selv. Har du oplevet det som udlænding her?

»Det var det, jeg oplevede, da jeg kom hertil for fyrre år siden, men i dag føler jeg ikke, at nogen har noget imod mig. Jeg er kommet hertil med en uddannelse, som jeg har brugt her i 36 år, så jeg føler, at jeg har fortjent min pension,« siger hun og fortsætter:

»Jeg er klar over, at havde jeg haft en anden hudfarve, så ville jeg måske have haft en anden oplevelse. Hvis nogen sender mig artikler eller internetjokes om udlændingeproblemet, så siger jeg til dem, at jeg også er gæstearbejder, og jeg ikke vil modtage sådan noget. Jeg er blevet modtaget her og har haft et liv her, og den mulighed skal andre også have. Jeg tror ikke på, at folk er dovne, men at de gerne vil arbejde og bidrage. Men jeg synes, at vi skal være lidt strengere i forhold til, at folk må lære at tale dansk. Det er så vigtigt, at man kan forstå, hvis folk taler til én i bussen, hvad de siger i fjernsynet, og bare hvad der foregår omkring én.«

»Det kræver vilje, ressourcer og en rigtig god grund«

Det er cirka et år siden, at Elizabethann for alvor tog hul på processen om at søge sit danske statsborgerskab, da det stod klart, at der var politisk flertal for at indføre dobbelt statsborgerskab. Det har krævet meget papirarbejde, en statsborgerskabsprøve, et interview hos politiet og kostet nogle tusinde kroner. Og der er i hendes optik ingen tvivl om, at vejen til et dansk pas ikke kan tilbagelægges i søvne.

»Det kræver altså en vis intelligens at finde ud af, hvad reglerne er, hvornår man skal melde sig til dit og dat, og hvordan man finder de og de papirer. Jeg tror, at folk, der er uuddannede og ikke vant til autoriteter, har brug for hjælp. At søge dansk statsborgerskab er ikke noget, man bare lige gør. Det kræver vilje, ressourcer og en rigtig god grund.«

Nu ligger hendes sag hos Justitsministeriet – og der er bare ventetid mellem hende og det rødbedefarvede danske pas. De sidste par dages politiske debat om kommende, skærpede krav til at få dansk statsborgerskab bliver modtaget med blandede følelser. For hun er personligt enig i, at der kan stilles højere krav til eksempelvis danskkundskaber og selvforsørgelse, men samtidig er hun bekymret for, om det vil betyde endnu mere tidskrævende administration.

»Jeg er ikke bange for, at mit dansk er for dårligt, jeg har ikke begået noget kriminalitet, og jeg har været selvforsørgende. Men jeg frygter, at det her vil betyde, at min sag bliver yderligere forsinket,« siger Elizabethann, der ikke kan komme på en eneste grund til, at hun skulle få afslag:

»Jeg har været til gavn for det danske samfund. Jeg er kommet hertil med en færdig uddannelse. Jeg har ikke haft barsel, jeg har ikke haft sygdom, og jeg har ikke været en udgift for den danske stat.«

Elizabethann planlægger at holde en stor fest, når hun får sit danske pas. Og så skal hun i gang med at sætte sig godt og grundigt ind i dansk politik, så hun er forberedt til næste folketingsvalg.

»Jeg føler mig virkelig forpligtet. Jeg må gå til nogle debatmøder, og så tror jeg, at jeg vil gå på internettet og få læst alle partiernes programmer. Jeg bliver nødt til at sætte mig godt ind i det hele, for det betyder så meget.«