Astrid Krag: Ingen læger bliver flyttet med tvang

Sundhedsminister Astrid Krag lover de praktiserende læger, at ingen vil blive flyttet til praksis i Udkantsdanmark imod deres vilje.

Astrid Krag fremlægger lovindgreb
Sundhedsminister Astrid Krag fremlægger lovindgreb i lægekonflikten fredag d.3.maj 2013 på Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Der er ingen grund til bekymring blandt de praktiserende læger, der ikke ønsker at flytte deres praksis til yderområderne i Danmark. Sådan lyder det fra sundhedsminister Astrid Krag (SF), der fredag middag har fremlagt et lovforslag, som griber ind i lægekonflikten.

»Vi vil ikke flytte på en eneste praksis, hvis lægen ikke vil. Der er altså ikke tale om at give nogen marchordre,« siger Astrid Krag.

Forslaget går ud på at forlænge aftalen mellem lægerne og regionerne ét år frem til september 2014. Dermed får de praktiserende lægers organisation, PLO, og Danske Regioner »ro til at forhandle økonomien på plads«, lyder det fra ministeren.

»Jeg havde håbet, at parterne kunne blive enige om en ny aftale, så vi blandt andet kunne sikre bedre sammenhæng i sundhedsvæsnet, men det har desværre ikke været muligt. Derfor vil regeringen nu fremlægge et lovforslag, der vil forny almen praksis til gavn for danskerne,« siger Astrid Krag.

Det sker, efter aftalen mellem lægerne og regionerne blev opsagt fredag morgen af regionerne. Stridens kerne mellem de to parter går blandt andet på, hvor meget lægerne selv skal bestemme over deres praksis, og hvor meget regionerne må diktere - for eksempel når det gælder om at sikre læger i Udkantsdanmark.

De praktiserende læger har på forhånd truet med at lukke deres praksisser, hvis regeringen greb ind til fordel for regionernes ønsker, men der er ingen grund til at tro, at konflikten med regeringsindgrebet kommer til at påvirke borgerne.

»Regeringen vil ikke ændre grundlæggende på det system, vi kender i dag, hvor de privatpraktiserende læger er en af hjørnestenene i vores sundhedsvæsen. Vi flytter ikke en eneste praksis, hvis lægen ikke selv vil, og vi vil ikke blande os i familielægens dagligdag,« understreger Astrid Krag.