Asger Aamund bakker op: Anders Samuelsen har taget fat i at redde Danmark

Anders Samuelsen ultimative krav om topskattelettelser møder utvetydig opbakning fra erhvervsmand og samfundsdebattør Asger Aamund. Danmark er »kemisk renset« for vækstinitiativer, og Lars Løkke og Mette Frederiksen fører samme politik, mener han.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, er klar til at stille et mistillidsvotum til regeringen, hvis ikke kravet om en lettelse i topskatten på fem procentpoint bliver imødekommet.

Det gør han tindrende klart i et interview med Berlingske.

Den ultimative linje fra LA-formanden får nu markant opbakning fra erhvervsmand og samfundsdebattør Asger Aamund, der også har været en del af støttegruppen til Liberal Alliance.

Det handler nemlig i bund og grund slet ikke om de fem procentpoint i topskattelettelser, men om et principielt opgør med politikernes og danskernes »vaneforestilling« af værdi- og vækstpolitik i Danmark.

»Det handler om et opgør med det politiske Hjallerup krejlermarked, som vi har i dag. I mange år har Danmark været kemisk renset for et ægte vækstinitiativer. Og det er det, fordi flertallet af vælgerne i dag er klienter,« siger han.

Men er det her et værdipolitisk opgør, eller er det et spørgsmål om at øge væksten?

»Det er begge dele. Væksten kommer kun, hvis du har en værdipolitisk diskussion. Og de forudsætninger, der skal til for at få vækst, vil de andre partier ikke tage. Der er de så enige med en stor del af befolkningen. Vi må komme ud af den vaneforestilling. Det er en ond cirkel. Derfor er Anders Samuelsen benhård med de fem procentpoint, som handler om alt andet end det,« siger Asger Aamund.

Samuelsens ultimative krav har fået en hård medfart af regeringens to andre støttepartier. Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, kalder Samuelsen for »et forkælet barn«, mens formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, kalder det »rigtig ærgerligt«, hvis Danmark får et valg, hvor man risikerer, at Mette Frederiksen bliver statsminister.

Men det er fuldstændig ligegyldigt, om Danmark har Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen som statsminister, mener Asger Aamund. De fører alligevel samme politik:

»Mette Frederiksen fører ikke nogen anden politik, end den Løkke fører. Og Løkke fører i dag ikke nogen anden politik, end den Helle Thorning førte. Det er en fuldstændig ens fordelingspolitik. De har likvideret deres eget politiske råderum. Det gør de begge to, så der bliver ikke nogen stor forskel mellem Lars Løkke og Mette Frederiksen,« siger Asger Aamund.

»Det er nødvendigt med en stor skattereform, at vi gør noget for vores iværksættere, at vi investerer i vores skoler, uddannelse og forskning, og at vi kun har kompetent invandring. Det er komponenterne. De skal i spil alle sammen, hvis vi skal redde det her land. Og nu har Anders Samuelsen taget fat i det,« siger han.