Arbejdsmarkedsforsker: Stort ståhej for ingenting

De offentligt ansatte ville alligevel have fået ekstra penge, lyder det fra arbejdsmarkedsforsker. Han advarer om, at det derfor ikke vil stille dem tilfreds.

Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet mener ikke, at der er tale om nye penge, når finansminister Lars Løkke Rasmussen er gået med til at afsætte 5,1 milliarder kroner ekstra til forårets overenskomstforhandlinger.

- Vi er tilbage ved den forudsætning, som hele tiden har været gældende: At der skulle være en parallel lønudvikling til det private arbejdsmarked. Så det er stor ståhej for ingenting. Der er intet nyt i det her. Det er det, som hedder en kattelem: Alle har mulighed for at komme ud af den her lem med skindet i behold - måske bortset fra FOA's formand, Dennis Kristensen, siger arbejdsmarkedsforsker Jesper Due fra FAOS.

Men det er stadig et åbent spørgsmål, om det er tilstrækkeligt til at imødekomme de forventninger, som mange offentligt ansatte og deres organisationer - herunder ikke mindst FOA - har haft til lønstigninger, der ikke alene svarer til udviklingen på det private arbejdsmarked, men lægger et mærkbart beløb oveni, hedder det i et notat fra FAOS.

/ritzau/