Antorini: Alt for mange har mistet lysten til at lære

Tag med en socialdemokratisk ministers drømme-Danmark anno 2050. Et samfund uden parcelhuskvarterer, men med helt nye partier, fleksible overenskomster og en ny grundlov.

Christine Antorini ser mange forandringer for sig frem mod 2050. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du synes udviklingen er gået stærkt de seneste årtier. At samfundet reformeres i et tempo, som du ikke bryder dig om. At teknologien er ved at tage overhånd. Så hold godt fast, inden du læser videre.

I den sidste artikel i serien om fremtrædende politikeres visioner for Danmark giver den socialdemokratiske undervisningsminister, Christine Antorini, her sit bud på indretningen af landet i 2050. Hendes skitse er ikke en utopi, men den måde hun vil skrue samfundet sammen på og det, hun vil arbejde for at realisere som politiker. Tag med på en tur ind i Christine Antorinis fremtidssamfund. 43.000 km2 forsøgslokale med fuldskala-eksperimenter, som resten af verden følger med interesse eller bæven. Velkommen til Eksperimentariet Danmark!

Det går stærkt i Antorinis Danmark anno 2050. Mobilitet er nøgleordet, og landet er i konstant forandring. I takt med befolkningstilvæksten til byerne er København blevet en langt højere og mere kompakt størrelse. De seneste årtier har der udspillet sig intet mindre end en boligpolitisk revolution i og omkring landets største byer. By-, bolig- og transportpolitikken har ændret sig radikalt. Højhuse har fået lov til at vokse mod himlen. Middelalderbykernen har fået ranglede naboer. SAS-hotellet i byens centrum er ikke længere en af byens højeste bygninger. Højhusene er bygget på basis af nye regler for bæredygtig arkitektur, og højteknologiske genbrugsløsninger af affald, regnvand og spildevand er fuldt integreret i byggeriet. Ikke overraskende er arkitekturen i Antorinis storbyer for længst blevet CO2-neutralt.

»Danmark er så lille et land, at vi kan tillade os at gøre hele landet til et eksperimentarium,« siger Christine Antorini.

Samtidig er Københavns nye vartegn indrettet med byhaver i flyvehøjde. Nybyggeriet har givet S-borgmester Ritt Bjerregaards tidligere valgløfte om 5.000 billige boliger til 5.000 kroner om måneden nyt liv.

»Hvor man tidligere måtte søge uden for byen eller tage i sommerhus, har man i dag grønne haver i en by, der er flyttet op i højden,« siger Christine Antorini.

For foden af den nye arkitektur, som har flettet sig ind mellem byens fredede bygninger, løber en række helt nye transportkanaler, som skal give byen en ny form for mobilitet. Gåruter, der giver fodgængere fri passage mellem knudepunkter, flere cykelruter og bilkorridorer, hvor chaufførerne ikke skal bekymre sig om lyskryds og højresvingende cyklister.

Sætter man sig bag rattet i sin elbil og kører i retning af Københavns forstæder, vil kendere af København og omegn notere sig flere markante forskelle. Både syd, vest og nord for København har helt nye boformer indtaget byen. Efter flere års boligpolitisk stilstand har staten skåret igennem og blandet lejeboliger med ejerboliger og helt nye boformer. Egentlige parcelhuskvarterer er fortid. Mellem de små, velplejede græsplæner har staten besluttet at åbne op for byggeri af bofællesskaber, særlige ældrekollektiver for velfungerende pensionister og studieboliger. Særligt Gentofte og Ishøj ser anderledes ud end i 2013. Selv bor 85-årige Christine Antorini i et nyt »olde-kolle« med 12 andre ældre mennesker.

»Man har fundet ud af, at byplanlægning med blandede bolig- og ejerformer er et must for det værdigrundlag, der binder samfundet sammen. Hvis vi skal føle et fælles ansvar, så skal vi også bo med og møde nogen, som er anderledes end os selv,« siger Antorini.

Cocktailen af boligformer er et resultat af flere årtiers hård værdidebat, som i Antorinis idealsamfund har udmøntet sig i en virkelighed, hvor borgerne i langt højere grad end i 2013 er optagede af pligten til at tage ansvar for samfundets udvikling. Ret og pligt. Kennedy-style.

»Det er ikke, fordi jeg vil indføre Karl Marx’ tanker i Danmark, men at yde efter evne og nyde efter behov er i virkeligheden en meget smuk vision. For det er essensen af at være borger,« siger hun og fortsætter:

»Hvis mine børn bidrager bedst til samfundet ved at tage en uddannelse, så har jeg som forælder en forpligtelse til at sørge for det. Hvis de kan tage et arbejde, så skal de tage et arbejde. Derfor handler værdikampen ikke om, hvilken religiøs baggrund man har, men om hvorvidt vi abonnerer på de fælles værdier, som kitter samfundet sammen,« siger Christine Antorini.

Det betyder også, at der i Antorinis eksperimentarium er langt flere udlændinge i Danmark. Et politisk følsomt spørgsmål som har været skelsættende for særligt Socialdemokraterne de seneste årtier. Men Antorini frygter ikke for øget kriminalitet og pres på velfærdsstaten. Tværtimod. I hendes Danmark 2050 stilles der ikke krav til mængden af kontanter i bagagen, når udlændingene sætter fod på dansk jord. Men et minimum af uddannelse er et krav for ophold i Danmark.

»I 2050 ved man, at selv om man har forskellige religioner eller et andet sprog, så har man en meget stærk følelse af, at man kan realisere sine drømme. Det betyder, at man ikke har ambitioner om, at man skal lave et parallelunivers i Danmark. Vi vil snarere kigge tilbage og sige, at vi kom alt for sent med på den globale vogn,« siger hun.

De mange nye hænder vil i Antorinis optik bidrage til et langt mere fleksibelt arbejdsmarked. Arbejdsugerne kan skifte fra uge til uge afhængigt af opgaverne. Nogle arbejder hjemme, men arbejdspladsen som fysisk samlingspunkt er stadig omdrejningspunktet for virksomhederne, da man har erkendt, at de bedste idéer ikke bliver til under virtuelle møder over nettet, men ansigt til ansigt.

Centralt fastsatte overenskomster er – trods fagbevægelsens årelange kamp for det modsatte – i langt højere grad afløst af individuelle aftaler på virksomhederne.

»Det kan godt være, at der vil være forskellige former for kollektive overenskomster, men det vil altid være til forhandling på den enkelte arbejdsplads, hvor grænsen går. Man vil være meget mere optagede af, at folk bliver klædt på til den konkrete arbejdssituation,« siger Antorini.

Og hvordan ser skolerne så ud i undervisningsministerens fremtidssamfund?

En ny kommunalreform har betydet endnu færre kommuner, men ikke nødvendigvis færre og større skoler, spår Antorini. Folkeskolen er fortsat en central institution i samfundet og er ikke blevet udsat for gennemgribende revolutioner. Men skoler og daginstitutioner har fusioneret. Og oppe ved tavlen kan man fra tid til anden se bedsteforældre undervise børnene i skolen. »Morfarordningen«, som hun kalder det, er blevet en realitet i takt med, at flere pensionister ønsker at fortsætte deres arbejdsliv på nedsat tid. Den teknologiske udvikling har samtidig betydet, at rummet reelt er blevet »den tredje lærer« med undervisning på små hold, individuelt, eller i samarbejde med venskabsklassen i Singapore.

Forskningen i læring har taget syvmileskridt siden 2013. Efter at Det Svenske Akademi indstiftede en nobelpris i pædagogik har endnu flere forskere kastet sig over udviklingen af nye læringsmetoder, så undervisningen i 2013 nærmest fremstår oldnordisk i retrospektivitetens klare lys.

I det hele taget er undervisning blevet et endnu tydeligere grundvilkår i Antorinis samfund. Hun ønsker nemlig en revision af Grundloven, som udvider den nuværende undervisningspligt med en »lære-hele-livet-paragraf«, der forpligter borgerne til at søge kontinuerlig videreuddannelse gennem alle livets faser.

»Der har været alt for mange, som har mistet deres lyst til at lære. En grundlov er ikke et politisk program, men skal præsentere en vision,« siger Antorini.

Hun ønsker i det hele taget en gennemskrivning af Grundloven, hvor bæredygtighed bliver en grundlovsfæstet værdi. Det forpligter alle hjørner af samfundet til at leve op til nogle helt fundamentale krav om kvalitet, genanvendelse og mindre forurening.

Kongehusets rolle i Grundloven har længe været til debat, og også her er der sket ting og sager i Antorinis 2050. Hun mener, at det strider mod almindelig logik i et moderne demokrati, at Kongen skal godkende alle love.

»Alle de steder i Grundloven, der omtaler Kongens magt er en anakronisme. Den skal opgraderes, så den afspejler, at vi er et parlamentarisk demokratisk,« siger Antorini. Om kongehuset overhovedet eksisterer i 2050 er hun derimod usikker på.»Det er kongehuset selv, der beslutter, om vi har et kongehus. Så længe det har tillid fra danskerne, så har vi også et kongehus i 2050. Det kræver et kongehus, som hele tiden har en fornemmelse for de menneskelige værdier og menneskelige fællesskaber,« siger hun.

Samme fornemmelse skal de politiske partier have, hvis de vil have en chance, og ifølge Christine Antorini vil flere af de traditionsrige danske partier lukke og slukke på vejen mod 2050. Det Konservative Folkeparti risikerer f.eks. at have mistet sin mening, mener hun. Partistrukturen i Folketinget vil i det hele taget være fundamentalt anderledes.

»Der vil opstå nogle nye partimønstre, fordi flere af de ældre partier har holdt fast i den gamle klassebaserede tilgang samtidig med, at flere identitetspolitiske partier er poppet op i protest mod de klassebaserede partier,« siger Antorini, som også giver et bud på sit eget partis fremtid.

»Socialdemokratiet har gennem årene abonneret på de store maksimalprogrammer om, hvordan man indretter hele velfærdssamfundet for alle. Det gav mening i 50erne, 60erne, 70erne, 80erne og 90erne, men i fremtiden har langt flere en uddannelse. De mennesker, der er hægtet af i fremtiden, er hægtet af af andre grunde. Derfor vil Socialdemokratiet være mere optaget af de få, principielle bærende værdier,« siger hun.

Også på Slotsholmen er der sket banebrydende ændringer. Regeringen og ministerierne er sammensat på en helt ny måde i stil med Antorinis tanker i bogen »Fremtidens partier«. Et nyt solidaritetsministerium skal sikre, at alle gør deres pligt for at kræve deres ret, Tidsministeriet skal bekæmpe spildtid og arbejde for øget mobilitet, og Det Europæiske Indenrigsministerium skal forankre EU-politikken langt bedre i den danske virkelighed. Det skyldes, at EUs institutioner – som f.eks. Europa-Parlamentet – har fået mere direkte indflydelse på konkrete politik-områder. Også FN, som i årevis er blevet kritiseret for at være en snakkeklub uden et reelt mandat, er blevet mere handlekraftigt.

Antorini forudser en fremtid, hvor verdenssamfundet er blevet tvunget til at forholde sig til en ændret, global magtbalance, hvor største konfliktpunkt er ressourceknaphed. Hun vurderer, at Kina i 2050 har afløst USA som verdens førende stormagt, og at flere andre asiatiske lande også er rykket frem i magthierarkiet. Den foranderlige verden har ifølge Antorini understeget behovet for FN, men sammensætningen af FNs Sikkerhedsråd er helt anderledes i 2050.

»Man erkendte, at konstruktionen byggede på gamle magtalliancer,« siger Antorini.

Og hvordan er hele dette samfund så finansieret?

Skiftende regeringer har fortsat det høje reformtempo, der stiller krav til borgerne. Sigtet er et længere arbejdsliv og færre offentlige udgifter til overførselsindkomster. Antorini tør ikke give et bud på, hvad skatteprocenten er i Eksperimentariet Danmark, men hun mener at rækken af fortsatte reformer, øget mobilitet og ny forskning har skabt så meget interesse for Danmark, at landet ikke har røde tal på bundlinjen. Statslige milliardinvesteringer eller ej. Men hun er heller ikke så optaget af skatten. For mens f.eks. Liberal Alliance vil tiltrække verdens kloge hoveder til Danmark via lave indkomstskatter, så tror Antorini ikke på, at det er det vigtigste trækplaster.

Det er ikke lave skatter, der skal omdanne Danmark til verdens største fuldskala-eksperiment, mener hun. Det er større sammenhængskraft, skyhøj mobilitet og fuld kraft på eksperimenterne.