Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
København: Antallet af personer, der i november søgte asyl i Danmark, var det højeste hidtil i 2015. Det oplyser Udlændingeministeriet.
I alt søgte 5039 personer asyl i Danmark i november. Til gengæld viser de foreløbige tal fra de første 13 dage i december et fald sammenlignet med samme periode i november.
- Selv om november slog rekord, ser asyltallene ud til at falde i december, og det bliver de forhåbentlig ved med at gøre i takt med, at vi strammer vilkårene for flygtninge og asylansøgere, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse:
- Vi står i en helt ekstraordinær situation med rigtig mange asylansøgere i Danmark og resten af Europa. Og det er baggrunden for, at regeringen for nylig har lanceret en stor asylpakke med en lang række stramninger på området.
I de første 13 dage af december er der registreret cirka 1400 asylansøgere, oplyser ministeriet. I november modtog staten cirka 2200 asylansøgninger de første 13 dage.
Tallene fra december er dog foreløbige, og ministeriet advarer om, at der kan forekomme justeringer.
Med de 5039 asylansøgninger har Danmark modtaget 18.492 asylansøgninger indtil videre i 2015. Dermed overgås de 14.792 asylansøgninger, der blev indgivet i Danmark i 2014.
Det er især en stigning i antallet af asylansøgere fra Syrien, Iran og Afghanistan samt statsløse ansøgere, der har løftet det samlede antal asylansøgere fra oktober til november.
Syrere og iranere udgør igen i november de to største grupper af asylansøgere inddelt efter nationalitet.
I alt har 2364 iranere søgt asyl i Danmark i 2015. Det står i kontrast til 2014, hvor færre end 300 asylansøgninger fra iranere endte på de danske myndigheders bord.
Til gengæld er antallet af asylansøgere fra Eritrea fortsat faldende.
/ritzau/