Ansatte lokkes til provinsen med bonus og hjemmearbejdsdage

Fagforeningen Djøf tror på en bedre udflytningsproces denne gang. Men det er formentlig kun få, der flytter.

Få forventes fysisk at flytte, men denne udflytningsproces bliver alligevel mere succesfuld end den forrige, forventer djøf. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

København. Det er primært privatlivet, der står i vejen for, at offentligt ansatte rykker med, når deres arbejdsplads bliver flyttet til den anden ende af landet.

Sådan var det i hvert fald, da regeringen gennemførte den første bølge af udflytninger af statslige arbejdspladser. Blandt fagforeningen Djøf's medlemmer er det kun cirka fem procent, der er flyttet med deres job.

Og formanden for Djøf Offentlig, Sara Vergo, forventer ikke, at det vil være meget anderledes i den forestående runde af udflytninger, der bliver præsenteret af regeringen onsdag klokken 13.

»Jeg tror ikke, at mange flere flytter med rent fysisk, altså flytter deres familie til den anden ende af landet,« siger hun.

»Men det kan godt være, at man vil lykkes med at få flere til at pendle i en periode. Og det har også stor betydning, netop for at opbygge erfaring og overføre viden til de nye medarbejdere. Så jeg håber, at det lykkes.«

Sara Vergo hører fra sine medlemmer, at meget erfaring er gået tabt i den første runde af udflytninger, fordi så mange medarbejdere er skiftet ud. Men fagforeningen oplever, at der denne gang bliver gjort mere for at holde på de ansatte.

»Man har sat mere fokus på at skabe vilkår, der gør det mere attraktivt flytte med. Kan man få lov at pendle, kan man få lov at arbejde i toget, kan man give en fastholdelesesbonus - alle sådan nogle ting, der kan være et signal til medarbejderne om, at man gerne vil have dem med.«

/ritzau/