Anmeldelse: Vikaren fra Herning blev sendt af scenen i et ragnarok af himmel og helvede

Kristian Jensen nåede kun at tale få minutter ved Hovedscenen på Folkemødet, før et voldsomt uvejr betød, at talen i hast måtte afbrydes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Venstres næstformand, Kristian Jensen, nåede at tale på Folkemødet i et par minutter, da ragnarok brød løs.

Han havde netop koketteret med efter Vikaren fra Helvede (Karsten Hønge) og Vikaren fra Himlen (Isabella Arndt) at måtte nøjes med at være Vikaren fra Herning - som afløser for statsminister Lars Løkke Rasmussen, der skulle passe de officielle pligter ved Dannebrogs 800-års jubilæumsfestligheder.

Da brød en metallisk højttalerstemme ind, overdøvede den fungerende finansminister og meddelte:

»DER ER SKET EN HÆNDELSE, SOM BETYDER, AT DET ER NØDVENDIGT AT AFBRYDE PROGRAMMET. HÆNDELSEN ER: VEJRET. SØG I DÆKNING.«

Og det tør siges.

Et gedigent tordenvejr trak ind over Cirkuspladsen i Allinge og forvandlede på få minutter solskinsøen til regnvejsøen. Vilde skyformationer strøg fra øst til vest til syd til nord og op og ned, zigzaglyn flænsede den nære horisont, og kaskader af tordenskyl tvang publikum til at forskanse sig under de sparsomme teltduge eller kravle i sikkerhed på scenen.

Foto: Mads Claus Rasmussen.

Kristian Jensen forlod i al hast scenen og kom ikke tilbage igen. Imens gjaldede »Der Er Et Yndigt Land« pludselig ud fra en højttaler, og folk skrålede med på nationalsangen fra deres skjul og dækning.

Det var egentlig en smuk oplevelse i al sin dramatik.

Talen lader sig af indlysende årsager derfor ikke anmelde. Jeg skal lade være med at lægge fortænkte fortolkninger af uvejrsaflysningen ind i nogen bedømmelse, endsige undre mig andet end forbipasserende over den måde, Kristian Jensen nærmest verfede Søren Pind og Bertel Haarder væk fra scenen, da han skulle tale, efter at de to havde sørget for den indledende underholdningsfællessang.

Det hele var meget mærkeligt. Så meget kan man vist roligt slås fast.

Nyhedsværdi: ☆☆☆☆☆☆