Anmeldelse: DF med klar opfordring til Mette Frederiksen: Lad være med at lytte til de Radikale!


Der hang blygrå tunge skyer over Allinge, da Dansk Folkepartis formand gik på scenen for at levere sin partiledertale. Et matchende vejr til partiet, der ved det nyligt overståede valg gik voldsomt tilbage, og som nu skal finde fodfæstet igen.
Kristian Thulesen Dahl ville gerne fremstå som en offensiv, håndfast politiker. Dog var det mest af alt en sælger i habit, der stod der på scenen. Han indrømmede »det ringe valg«, men i DFs optik har man selvfølgelig ikke tabt. Nok er mandaterne blevet færre, men partiets politik er slået igennem hos de andre partier og på den måde har man i virkeligheden vundet, lød formandens lidt bagvendte argument.