Anker Jørgensen om PETs makuleringer: »Katastrofe«

Tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) er stærkt kritisk over for, at PET har makuleret tre statsministres personmapper, deriblandt hans egen.

- Ingen skal fjerne de papirer, der handler om personer, som PET har skrevet om. Det er vigtig historisk dokumentation for eftertiden, siger Anker Jørgensen i Berlingske søndag.

Hans sagsakter er - ligesom to øvrige statsminstre, Jens Otto Krag (S) og Poul Hartling (V) - blevet makuleret af PET. Det skete i 1996 på trods af, at PET året forinden havde lovet at aflevere alt materiale af særlig historisk værdi til Rigsarkivet (nu Statens Arkiver).

- Jeg følger ikke længere så meget med i det politiske liv, eller hvad der foregår i verden, det magter jeg ikke rigtigt. Men når jeg hører, at man destruerer vigtige papirer og sagsmapper, også selv om det ikke er alt det, der står, som er rigtigt, bliver jeg berørt, siger den snart 90-årige Anker Jørgensen til Berlingske.

- Det, som PET har skrevet, er måske ikke alt sammen sandt, og PET er ikke altid Guds engle. Måske er nogle af oplysningerne endda baseret på forkerte informationer og taget ud af en sammenhæng. Men det er ikke det, der er det afgørende. Det vigtigtste er, at man ikke må fjerne den slags papirer. Det er historisk materiale og skal i arkiverne, tilføjer han.

Sagsakterne er blandt andet vigtige at opbevare, fordi folk må stå til regnskab for, hvad de har gjort.

Destruktionen af Anker Jørgensens sag skete under den socialdemokratiske justitsminister Bjørn Westh og står i skærende kontrast til, at netop Bjørn Westh besluttede, at sagsakterne skulle afleveres til Rigsarkivet, når PET ikke længere skønnede, det var sikkerhedsmæssigt nødvendigt selv at opbevare de pågældende akter. Af historiske hensyn.

Rigsarkivar Asbjørn Hellum har overfor Berlingske netop kaldt regeringschefernes personmapper for historisk interessante og vil derfor rette henvendelse til PET for at spørge, hvad der konkret er sket.