»Angrebet på den jødiske minoritet er et angreb på hele Danmark«

Udenlandske medier stiller spørgsmålstegn ved jøders sikkerhed i Danmark. Men sikkerheden var, som den skulle være under lørdagens debatarrangement ved Krudttønden og ved synagogen i Krystalgade, siger statsministeren.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt holdt mandag pressemøde for udenlandske medier i Statsministeriet i forbindelse med weekendens skudattentat i København. (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Sikkerheden omkring de jødiske institutioner blev styrket efter angrebene i Paris i sidste måned, og derfor er det ikke mangel på sikkerhed, der førte til lørdagens tragedie to steder i København. Det kunne tværtimod være endt meget værre, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde mandag eftermiddag.

»Sikkerheden var blevet styrket efter Paris. Og som en del af standardproceduren øgede man sikkerheden ved synagogen i Krystalgade, så snart angrebet (på Østerbro, red.) skete lørdag. Og det, vi så lørdag, understregede, at vi har sikkerheden på plads. Det står klart, når man går i detaljer med hændelserne, at havde vi ikke haft sikkerheden på plads, kunne det være endt meget værre. Vi var heldige,« siger Helle Thorning-Schmidt (S) mandag under et pressemøde for den udenlandske presse i Statsministeriet.

Udtalelsen kom som svar til en journalist fra det israelske medie Haaretz, der ville vide, hvorfor der ikke er sket flere tiltag for at øge sikkerheden omkring den jødiske minoritet efter angrebene i Paris. Siden har Politiets Efterretningstjeneste (PET) som opgave at revurdere trusselsbilledet mod de jødiske institutioner i Danmark.

De udenlandske journalister ville også vide, hvad Thorning siger til, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, opfordrer europæiske jøder til at emigrere til Israel.

»Angrebet på den jødiske minoritet er et angreb på hele Danmark. Vi er meget foruroligede over det. Mange danskere er gået forbi synagogen for at vise sorg og lægge blomster - for at mindes de forfærdelige begivenheder. Det jødiske samfund er en vigtig del af Danmark. Jeg har selv besøgt synagogen, og vi gør alt, hvad vi kan for at beskytte det jødiske samfund i Danmark,« siger statsministeren.

Helle Thorning-Schmidt fortalte, at hun havde talt i telefon med Benjamin Netanyahu søndag, men at hans opfordring til de europæiske jøder ikke blev nævnt.

»Jeg talte med Netanyahu i går, og han sendte sine varme tanker til det danske folk og til det jødiske samfund i Danmark. Vi talte ikke om hans appel til jøderne. Jøderne hører til her og er en del af det danske samfund. Det er mit budskab til det jødiske samfund,« siger Helle Thorning-Schmidt.