Anders Samuelsen angriber ny S-plan: Det er respektløst

Udenrigsministeren blander sig i debatten om Socialdemokratiets forslag om »ulighedsbeskatning«, som, han mener, skader iværksætteriet.

virker det jo som om man vil have mindre af det iværksætteri, som skal skabe de virksomheder og arbejdspladser, som vores velfærdssamfund skal leve af i fremtiden,« siger Anders Samuelsen (LA), her fotograferet i Folketinget på Christiansborg i København. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

»Det er et respektløst signal at sende til landets iværksættere!«

Udenrigsminister Anders Samuelsen tog torsdag aften en pause fra OSCE-møde i Milano for at blande sig i den hjemlige politiske debat, og brugte et gammelt udtryk for at beskrive karakteren af det samlede udspil:

»Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen,« siger Ander Samuelsen om de fire forslag, der ifølge Socialdemokratiet, sammenlagt skal putte 1,1 milliarder kroner i statskassen.

Særlig irritation hos udenrigsministeren vækker forslaget om at aflyse den planlagte forhøjelse af det såkaldte investorfradrag, som gives, hvis man skyder penge i små virksomheder.

»Normalt plejer socialdemokratisk terminologi at være, at det man vil have mindre af, det skal man beskatte mere, såsom cigaretter og plasticposer. Her virker det jo som om man vil have mindre af det iværksætteri, som skal skabe de virksomheder og arbejdspladser, som vores velfærdssamfund skal leve af i fremtiden,« siger Anders Samuelsen.

Fire kendte iværksættere som Birgit Aaby fra TV-programmet »Løvens Hule« advarede torsdag mod konsekvenserne af Socialdemokratiets forslag, hvilket fik partiets finansordfører Benny Engelbrecht til at sige til Berlingske, at det da ikke undrede ham »at velstillede ikke vil betale mere i skat«. Det svar fik Anders Samuelsen til at harmes og undre sig.

»Jeg synes, det er arrogant og respektløst overfor mennesker, der er parate til at satse deres egne opsparede midler og som forsøger at gå i partnerskaber med andre der vil starte nye virksomheder op, vel vidende, at mange slet ikke lykkes.  Business angels (private investorer der putter penge i nye virksomheder, red.) anslår man typisk, at man kommer til at tjene penge på en ud af ti virksomheder, der investeres i. Så det er klart, at mennesker, der er parate til så risikofyldte foretagender, har brug for al den kapitalindsprøjtning og sparring, som man kan få. Det skal vi have mere, ikke mindre af,« siger Anders Samuelsen.

De fire forslag fra Socialdemokratioet blev fremlagt i sidste uge, og har det erklærede formål at bekæmpe uligheden. Udover aflysning af planlagt forhøjelse af investorfradraget, tæller de ens skat på kapitalindkomst og løn, en annullering af af den lavere skattesats på aktieindkomster og en fastholdning af loftet på 50.000 kroner på den såkaldte aktiesparekonto.