Anders Fogh: Konservesdåser i kælderen er »en lillebitte smule latterligt«
Mens vores nabolande gør klar, mener den tidligere statsminister og NATO-overhoved ikke, at der er grund til at have konserves og vandflasker liggende i kælderen.

Mens vores nabolande gør klar, mener den tidligere statsminister og NATO-overhoved ikke, at der er grund til at have konserves og vandflasker liggende i kælderen.

Det vakte opsigt i Danmark, da Sveriges minister for civilt forsvar i begyndelsen af året opfordrede både offentlige organer og de individuelle borgere til at forberede sig på krig og større kriser.
Og den norske forsvarschef istemte og sagde, at alle nordmænd burde kunne klare sig selv i tre dage. Det betød, at de blandt andet skulle sørge for at have vand, dåsemad og lommelygter.
Men der er vi et helt andet sted i Danmark.
Det siger tidligere statsminister og generalsekretær for NATO Anders Fogh Rasmussen (V) til B.T.
Han siger, at han i hvert fald ikke selv har til hensigt at forberede sig på den måde.
»Så bange er jeg ikke,« lyder det fra Fogh.
Han understreger dog, at det aldrig er dårligt at være forberedt, og han mener, at man blandt andet kan sørge for at have nogle batteridrevne ting og sager, så man blandt andet stadig kan modtage informationer under strømsvigt.
Fødevarerationer i kælderen er imidlertid ikke noget, han går synderlig meget op i.
»Det der med at købe store mængder konservesdåser og sådan noget, det synes jeg ærligt talt er en lillebitte smule latterligt,« siger Anders Fogh.
Når Sverige mentalt er et andet sted, skyldes det ifølge Fogh, at Sverige i flere hundrede år har været neutralt og altid mere forberedt på militært og i forhold til forsyninger at skulle klare sig selv i tilfælde af krig og kriser.
Omvendt har Danmark siden 1949 haft en sikkerhedsgaranti i form af NATO.
Svenskerne udpegede Rusland som landets eneste reelle fjende lang tid før invasionen af Ukraine, men Anders Fogh Rasmussen mener i øjeblikket ikke, at Rusland pønser på nogen større direkte konfrontation med NATO.
»Jeg tror faktisk ikke rigtigt på, at russerne tør indlede et kæmpe angreb,« siger Anders Fogh Rasmussen til B.T.