Analyse: Thornings garanti skal stoppe uro i S

Man spurgte Thorning, om hun ville garantere, at hun bliver frem til valget. Svaret var pligtskyldigt korrekt.

Politisk kommentator Thomas Larsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er nemt at forstå, hvorfor Helle Thorning-Schmidt (S) garanterer, at hun vil føre sit parti frem til næste valg. I de seneste døgn har kritikken af hende taget en ny og farlig drejning.

Dels har målinger blotlagt, at mange socialdemokrater gerne vil sende hende til Bruxelles, så storfavoritten til at efterfølge hende – Mette Frederiksen (S) – kan tage over.

Dels har hun måttet finde sig i, at stribevis af borgmestre og tillidsfolk åbenlyst er begyndt at kritisere hendes linje og tale om potentialet i at udskifte formanden.

Man behøver ikke at hedde Einstein for at se, at den udvikling er dødsensfarlig, for hvordan skal man få vælgere til at stemme på en partileder, som ikke engang tillidsfolkene bakker op?

Derfor siger det sig selv, at Thorning har haft behov for at garantere, at hun bliver, for den konstante usikkerhed om hendes mulige exit forstærker diskussionerne om hendes lederskab. Kan hun lukke debatten ned om topjobbene i EU, kan hun håbe på, at kritikken af hendes ledelse af regeringen og Socialdemokratiet vil stilne af.

På samme vis er det til at forstå, hvorfor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) signalerer støtte til formanden. Torsdag appellerede Mette Frederiksen ligefrem til, at de »ensidige« angreb på formanden bør stoppe.

For at forstå baggrunden for appellen skal man vide, at paranoiaen i S har nået et punkt, hvor modstandere af Frederiksen forsøger at skabe indtryk af, at hun ikke kan vente på at komme til. De vil gerne tegne et billede af, at ministeren står bag kritikken af Thorning. Hvilket er forkert.

I virkeligheden befinder Mette Frederiksen sig – præcis som sin formand – i en udsat position. Hun er storfavorit til at blive ny S-formand, men skal hun overtage ledelsen af partiet, har hun ingen interesse i at stå tilbage med blod på hænderne som en svigefuld kronprinsesse, der underløb sin formand. Hun har selvsagt heller ingen interesse i, at uro presser S endnu længere ned i målingerne, for det vil gøre det endnu sværere at genrejse partiet.

Kort sagt har Thorning, Sass, Frederiksen og S-ledelsen et fælles behov for at få stoppet debatten om formandens fremtid. Fortsætter den, vil det skade hele partiet.

Hvad er Thornings garanti så værd? Næppe ret meget.

Det var en journalist, som spurgte Thorning, om hun ville garantere, at hun vil blive frem til valget. Havde hun svaret nej, ville det næsten være det samme som at bestille billetten til Bruxelles – så hun måtte pligtskyldigt garantere, at hun vil blive.

Dertil kommer, at selv hvis statsministeren af et ærligt hjerte føler en dyb pligt til at blive og kæmpe, har hendes forgænger, Anders Fogh Rasmussen (V), for altid sørget for, at ingen vælgere tror på den slags garantier.

Som bekendt fastholdt Fogh i månedsvis, at han ikke var kandidat – hvorpå han strøg til NATO. Hans eftermæle vil af samme grund blive præget af, at han forlod Danmark, netop som den voldsomme krise slog ind over os, ligesom det var tydeligt, at han gav Lars Løkke Rasmussen (V) et umuligt udgangspunkt som ny regeringschef. Men hos danskerne var der også forståelse for, at Fogh ikke kunne sige sandheden om sin jobsøgning, ligesom der var accept af, at han slog til, da han kunne lande et prestigefyldt topjob i international politik.

Hvis Thorning – trods sin garanti – ender med at rejse til Bruxelles, vil det også påvirke hendes eftermæle på godt og ondt. Godt, fordi det immervæk er flot at kunne lande et stort job i EU. Skidt, fordi afgangen vil forstærke indtrykket af, at hun som statsminister tabte forbindelsen til sine vælgere og sit parti, mens hun stod i spidsen for en politik, der blev overøst med roser fra økonomer og erhvervsledere.

Ender Thorning derimod med at blive, kan hun håbe, at hendes garanti – kombineret med støtten fra Frederiksen og Sass – vil stoppe en uro, som lige nu truer med at underminere både hende selv og partiet.

At dette sker, er der til gengæld ingen garanti for.