Analyse: Thatchers arv tynger samfundsøkonomien

Tidligere premierminister Margaret Thatcher, som blev begravet i onsdags, har fortsat stor betydning for samfundsøkonomien i verden. Fold sammen
Læs mere
Foto: MURRAY SANDERS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Margaret Thatcher blev begravet i denne uge. Men hendes ideer lever stadig i bedste velgående. Endda i sådan en grad, at de har overlevet den nuværende økonomiske krise, selv om den i høj grad er et resultat af de selvsamme ideer, og krisen derfor burde have været det sidste søm i deres ligkiste.

Thatcher blev, sammen med Ronald Reagan, et ikon for en ny fase i den kapitalistiske økonomis udvikling og for den økonomiske politik. Efter 1970ernes oliekrise og deraf følgende dræbende cocktail af lav vækst og høj inflation var den vestlige verden tørstig efter nye politiske ideer. Og dem fik de af Thatcher (og Reagan).

På ryggen af økonomer som Friedrich Hayek og Milton Friedman argumenterede Thatcher for lavere skat, privatiseringer, en mindre offentlig sektor, deregulering af de finansielle markeder og et opgør med fagforeningerne. Det er ideer, der har domineret lige siden: først og fremmest i regeringskontorerne i den engelsksprogede verden og organisationer som IMF og OECD, men i dag også i store dele af EU-samarbejdet og blandt centrum-venstre partier i ind- og udland.

Derfor har vi gennemlevet 30 år, hvor beskyttelsen på arbejdsmarkedet er blevet svagere og arbejdslivet for mange mere utrygt, hvor den finansielle sektor har fået frie tøjler til at indrette økonomien efter sine lyster, og hvor offentlige institutioner som eksempelvis det britiske sundhedsvæsen er blevet privatiseret eller udmagret.

Grundtanken er og var, at uregulerede markeder med så lidt statslig indblanding som muligt vil sikre balance i økonomien og udnytte dens fulde potentiale, så der både sikres økonomisk stabilitet og høj vækst. Det ser smukt og effektivt ud i de økonomiske modeller – men fungerer kun sjældent i den virkelige verden, hvor markederne ikke bare er en tom abstraktion men består af mennesker af kød og blod.

Thatcherismen fejlede derfor også allerede på sine egne præmisser. Økonomien blev ikke mere stabil. Tværtimod. I 1950erne og 60er var der næsten ingen finansielle kriser i verden. Fra 1980 og til i dag har vi til gengæld gennemlevet et væld af dem, og oftest fået slå benene væk under os i kølvandet på dem.

Økonomien blev heller ikke stærkere. Den økonomiske vækst var højere i Storbritannien og resten af den vestlige verden i årtierne, før Thatcher kom til magten. Og i dag kan vi se, at den vækst, der var, ofte mest af alt bundede i øget gældsætning og bobler på bolig- og aktiemarkedet.

Men Thatcher-Reagan revolutionen har haft en endnu større pris for de sociale konsekvenser af den økonomiske udvikling.

Thatcher opgav målet om fuld beskæftigelse til fordel for en målsætning om prisstabilitet og lav inflation. Den tankegang går i dag igen i Angela Merkels EU og i det danske finansministerium.

Thatcher (og Reagan) fik håndteret inflationen, men kun med tårnhøj arbejdsløshed til følge. Den stigende arbejdsløshed og knægtelsen af fagbevægelsen i Storbritannien (og USA) betyder, at de fleste almindelige mennesker ikke har fået gavn af den økonomiske udvikling, når den har været der. Reallønningerne for den nederste del af indkomstpyramiden i Thatchers (og Reagans) hjemland er således ikke steget over de seneste tre årtier på trods af, at produktiviteten (af deres arbejde) er blevet forbedret væsentligt i perioden.

Resultatet er stigende ulighed, flere børn, der vokser op i fattigdom, mere kriminalitet og generelt et svagere fællesskab i Storbritannien.

Margaret Thatcher har efterladt sig endnu et stort aftryk, som muligvis er mindst tydeligt, men som det kan blive endnu sværere at slippe af med: hun forstod nationaløkonomien som en husholdningsøkonomi. Selv brugte hun ofte billeder fra sin fars købmandsforretning, når hun skulle forklare sin politik. For hende var der »no such thing as society« (intet som samfundet – kun individer og familier) og derfor heller ingen samfundsøkonomi, der skulle styres.

Den forståelse og brug af metaforer ser vi stadig. Både ude i verden og i Danmark. Ikke mindst når alvorlige politikere sammenligner økonomien med en cigarkasse og siger, at »vi må spænde livremmen ind«, »ikke kan bruge mere end vi tjener« og lignende.

Men i samfundsøkonomien er den enes forbrug den andens indtægt. Så hvis vi alle spænder livremmen ind på samme tid, kvæler vi også den økonomiske aktivitet.

Uden den økonomiske dogmatik, som Thatcher (og Reagan) stod for, havde vi formentlig undgået den finanskrise, vi stadig slikker sårene efter. Og vi havde oplevet en økonomisk udvikling, der havde været mere retfærdig.

Derfor havde det været bedre, hvis det var Thatchers ideer, der var blevet begravet i denne uge, end den på mange måder interessante og fascinerende kvinde.