Analyse: Skal der er rød regering til for at føre blå politik?

Misundelig? SRSF-regeringern er i gang med at gennemføre den politik, Claus Hjort Frederiksen ikke formåede at samle stemmer til. ?Foto: Heninng Bagger Fold sammen
Læs mere

Jeg er helt misundelig! Venstres tidligere finans- og beskæftigelsesminister udtrykte sin store beundring over for den manøvre, som regeringen sammen med Kommunernes Landsforening er i gang med over for lærerne: »Det er en ekstraordinær situation, at man fremlægger et forslag (folkeskolereformen, red.), der forudsætter et bestemt resultat af en overenskomstforhandling. Vi har ikke set det før.« sagde Claus Hjort Frederiksen, der torsdag aften gæstede Debatten på DR2. »Jeg ville aldrig have turdet gøre det, det, må jeg så ærligt sige – af angst for hvad der ville ske. Og derfor er det da ekstremt modigt, det Socialdemokraterne gør. Hatten af for det.« En sjælden ros fra en politisk hovedmodstander, eller måske snarere et forsøg på et politisk dødskys.

Hjort Frederiksen er en dreven strateg og ved godt, at jo mere han omfavner den socialdemokratiske »blå« politik og hårde kurs over for egne venner, jo vredere bliver de i det socialdemokratiske bagland, og jo mere vil modstanden mod »blå« Thorning og »blå« Corydon vokse. Men når det er sagt, tager Claus Hjort Frederiksen – også med et vist mod – fat på en gammel erkendelse, som ofte er sagt lidt i spøg, men som ser ud til lige nu at have mere sandhed i sig end nogensinde før. Nemlig, at der skal en rød regering til at føre blå politik og omvendt. Enhver regering må søge mod midten, og oppositionen er oftest en farligere fjende ens eget bagland.

Lærernes arbejdstidsregler har i årevis været oplevet som blokerende for, at man kan udvikle folkeskolen – både i kommunerne og på Christiansborg. Men havde VK-regeringen taget opgøret med lærerne i sin tid, var den blevet hårdt anklaget for at ville ødelægge skolen, stække fagbevægelsen og have andre skumle motiver. »Så ville Socialdemokraterne og fagforbundene mobilisere 400.000 på Slotspladsen og larm og ballade. I øjeblikket er der jo larmende tavshed, så det er jo en kanon manøvre, som Socialdemokraterne er i gang med. Jeg er helt misundelig,« tilføjede Hjort Frederiksen torsdag aften.

Så hvad skal borgerlige vælgere tænke og tro, når »Hjorten« ligefrem står der og indrømmer, at den røde regering er bedre til at føre borgerlig politik? I dag udtrykker forfatteren og debattøren Henrik Gade Jensen sin bekymring på denne måde til Politiko: »Selv om jeg er borgerlig, er jeg ikke særlig lykkelig ved udsigten til en solid Lars Løkke-regering. Også fordi Venstre svigtede så meget i 00erne. Jeg kunne være fristet til at stemme på Mette Frederiksen næste gang. Hun er en politiker, der gør et kæmpe arbejde for at ændre på nogle grundlæggende tankemønstre i det danske samfund.«

Selv om Claus Hjort Frederiksen så åbenlyst erkender, at han selv kom til kort over for en hård og mobiliserende opposition i 00erne, er det en diskussion, man frygter i Venstre. For når erhvervslivet og borgerlige debattører omfavner regeringens reformkurs, dens hårde kurs over for fagbevægelsen og skattelettelser for erhvervslivet, risikerer man så, at de blå midtervælgere en dag rykker tilbage til Socialdemokraterne af samme beundring? Indtil videre er der ikke noget, der tyder på det – tværtimod. Men frygten for et skred betyder, at Venstre gør meget ud af at understrege, at VKs reformer under Lars Løkke Rasmussen gav mange flere ekstra hænder til arbejdsstyrken end det »småtteri« som den nuværende regering er i gang med. Især tilbagetrækningsreformen, som den tidligere regering fremlagde, og den nuværende fik vedtaget, har betydet en stor udvidelse af arbejdsstyrken.

Den bagvedliggende logik er, at enhver regering i den nuværende krise er pisket til at effektivisere den offentlige sektor for at nedbringe udgifterne og styrke konkurrenceevnen. Efter en stribe reformer er det rent politisk svært at komme meget videre ad det spor, der hedder at udvide arbejdsstyrken. Derfor har Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen kastet sig over overenskomsterne, hvilket har fået flere af de offentlige fagforbund til at frygte, at lærerne kun er første skridt. Næste gang er det måske lægernes overenskomst, derefter sygeplejerskernes og politibetjentenes, der skal »normaliseres«. En frygt, som Claus Hjort Fredeiksen i TV-programmet ikke undlod kaste lidt benzin på: »Det kan være, det (lockouten over for lærerne red.) baner nye spor i arbejdsmarkedspolitikken. Det kan jo være, det lægger nogle spor ud for, hvordan det foregår i fremtiden. Altså en mere direkte måde at gå til det på.«