Analyse: Opgør om udlændingepolitik presser rød blok

Udlændingepolitikkens tilbagekomst er dårligt nyt for Helle Thorning-Schmidt, som allerede har fået en skidt start på sæsonen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har fået en skidt start på den politiske sæson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lørdag middag bredte lettelsen sig på Nørrebro, efterhånden som det stod klart, at der ikke ville opstå optøjer i kølvandet på støttemarchen for danske jøder. I miniatureformat er støttedemonstrationen imidlertid endnu et eksempel på, at spørgsmål om udlændinge, integration og værdier er på vej tilbage i centrum af dansk politik.

I forbindelse med støtteaktionen er klassiske fronter blevet trukket op. På den ene side har grupper – med den konservative Rasmus Jarlov i spidsen - ønsket at manifestere, at jøder skal kunne bære deres kalot uden at skulle frygte for chikane eller overfald.

På den anden side har andre grupper sagt, at det naturligvis er rigtigt, at jøder skal kunne færdes frit og have ret til at bære kalot, men de har samtidig beskyldt Jarlov for at skabe en unødig provokation med demonstrationen. Flere har påpeget, at muslimer – når de bærer tørklæde eller burka – chikaneres uden at få samme støtte.

Nogle vil allerede nu kunne genkende mønstre fra Muhammed-krisen. Her argumenterede en gruppe for, at det var vigtigt at vise, at kunstnere ikke turde tegne profeten Muhammed af angst for at blive udsat for chikane. Denne gruppe ønskede at fastslå, at vi i Danmark har ytringsfrihed og en tradition for satire, som gør, at vi kan tegne hvem som helst og hvad som helst. En anden gruppe mente derimod, at tegningerne unødigt sårede muslimer, og de sagde, at det ikke er alt, hvad man har ret til, som man nødvendigvis skal gøre.

Samme temaer blev gennemspillet forud for gårsdagens demonstration. Tilhængere af demonstrationen lagde vægt på, at konflikter langt fra Danmark - i dette tilfælde kampen mellem Hamas og Israel i Gaza - blev ført ind i de københavnske gader af indvandrere og flygtninge, som helt urimeligt lod deres had gå ud over sagesløse danske jøder. Demonstrationen var nødvendig for at få sat en stopper for den praksis.

Andre argumenterede for, at demonstrationen – hvor mange bar kalot – var en sårende handling overfor indvandrere med palæstinensisk baggrund, som dag efter dag havde set TV-billeder af de voldsomme bombardementer i Gaza.

Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er afsættet for disse konflikter et indtog af flygtninge og indvandrere, der har sat gang i indædte debatter om alt fra installation af badeforhæng i svømmehaller over servering af frikadeller i børneinstitutioner og fremkomsten af parallelsamfund til de ekstreme udfordringer med at håndtere utilpassede unge, som i perioder har terroriseret hele bydele.

Ovenstående beskrivelse er selvsagt ikke fair overfor de mange nydanskere, som gør sig umage med at tilpasse sig et nyt hjemland, uddanner sig, får job og bidrager positivt.

Problemerne er imidlertid derude, og det samme er de vidt forskellige holdninger til, hvordan problemerne skal tackles. Ser man på sommerens debat – hvor især Venstres udlændingeudspil har fyldt – og gør man status efter partiernes sommergruppemøder, er der intet at tage fejl: Alle på Borgen ruster sig til et valgår, hvor udlændinge- og integrationspolitik vil spille en central rolle.

Hvad betyder det så for kombattanterne? Ja, det betyder, at regeringspartierne kommer under pres. Det er således et godt gæt, at en af grundene til Venstres forbløffende hurtige stabilisering efter Lars Løkke Rasmussens krise i foråret er, at partiet er ved at rejse en dagsorden, som mange danskere finder vigtig. I den forbindelse er det et problem for S og R, at de kan kritiseres for at have svækket VKO-alliancens udlændingepolitik. Mange radikale og socialdemokratiske politikere er ganske vist glade for, at de har kunnet gøre op med dele af VKO-politikken, men der findes i høj grad også socialdemokratiske toppolitikere og strateger, som frygter, at partiet har bevæget sig længere væk fra danskerne og dermed står med et ringere udgangspunkt end V og DF.

Udlændingepolitikkens tilbagekomst er dårligt nyt for Helle Thorning-Schmidt, som allerede har fået en skidt start på sæsonen efter at have lagt sig ud med SF og Enhedslisten i dagpengesagen, og som risikerer, at de mange optimistiske meldinger om en styrkelse af økonomien kan blive knust af nye sikkerhedspolitiske trusler – lige fra usikkerheden om Putins næste træk, frygten for en nedsmeltning i Irak og de næste faser af konflikten i Gaza, som gårsdagens demonstration på Nørrebro – heldigvis – alene blev et fredeligt ekko af.