Analyse: Og hvordan ser det så ud i rød blok? Svaret er: Elendigt

Vi skal flere år tilbage i tiden for at finde en opposition, der er så indbyrdes uenig og samspilsramt, som S, R, SF, Enhedslisten og Alternativet er lige nu, skriver Thomas Larsen.

Når næste valg rykker nærmere, risikerer Mette Frederiksen, at hendes politiske projekt vil se utroværdigt ud, hvis ikke hun har en alliance bag sig. Skulle hun ende med at erobre Statsministeriet, vil der være udsigt til utallige konflikter med støttepartierne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

2016 tegner til at blive et skelsættende år for Lars Løkke Rasmussen, som allerede fra 4. januar skal håndtere konsekvensen af svenskernes kontrol af tilrejsendes ID – en kontrol, som potentielt kan få antallet af asylansøgere i Danmark til at eksplodere.

Til foråret skal statsministeren forsøge at finde flertal for at sænke skatten på arbejde for både lavt- og højtlønnede – hvilket bliver svært – og derudover skal han forhandle med arbejdsgivere og lønmodtagere om blandt andet styrket efteruddannelse og bedre integration af udlændinge på arbejdsmarkedet.

Hvert enkelt forløb rummer rigeligt med udfordringer til et år, og sammenholdet i blå blok vil blive testet til det yderste. Måske manifesterer Løkke sig som den knusende dygtige håndværker, der evner at holde sammen på sine partnere og sikre substantielle resultater. Måske ikke. I så fald kan regeringens liv få en brat afslutning.

 

Og hvordan ser det så ud i rød blok, som gerne vil udgøre et alternativ til Løkke & Co.? Svaret er: Elendigt. Vi skal flere år tilbage i tiden for at finde en opposition, der er så indbyrdes uenig og samspilsramt, som S, R, SF, Enhedslisten og Alternativet er lige nu.

Over for Berlingske ridser lederen af Alternativet, Uffe Elbæk, situationen brutalt, men præcist op. Han konstaterer, at centrum-venstre er død, og han fastslår, at det er en illusion at tro, at der overhovedet findes en centrum-venstre-alliance.

Uffe Elbæk er især vred over Socialdemokraternes skærpede kurs i udlændinge- og asylpolitikken, som ifølge Elbæk betyder, at man i dag ikke kan se forskel på Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti.

»De tre partier har jo fuldstændig enslydende svar – specielt på spørgsmålene om asylområdet,« lyder hans analyse.

Og denne analyse står Uffe Elbæk vel at mærke ikke alene med. Langt ind i Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten trives en lige så hård modstand mod den socialdemokratiske strammerlinje.

 

Dråben, som har fået det berømte bæger til at flyde over, er en kronik, som næstkommanderende i Socialdemokratiet, Henrik Sass Larsen, for nylig publicerede i dagbladet Politiken. Her fastslog han, at Socialdemokraterne »vil gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse antallet af ikke-vestlige flygtninge og indvandrere, der kommer her til landet. Derfor er vi gået langt – og meget længere – end vi havde drømt om at gå.«

Ifølge Henrik Sass Larsen er de håndfaste stramninger nødvendige, hvis ikke tilstrømningen skal nå et omfang, som vil true eksistensen af velfærdssamfundet. Han angriber venstrefløjspolitikerne for at være naive humanister, der slet ikke har forstået alvoren af de udfordringer, som tilstrømningen udefra repræsenterer.

Ifølge Uffe Elbæk gør Sass Larsen sig skyldig i en »dem og os«-retorik. Elbæk opfordrer i stedet Socialdemokraterne til at tale mangfoldigheden og fællesskabet op, ligesom han mener, at mange af de nye medborgere rummer ressourcer, der kan komme samfundet til gavn.

Også i Enhedslisten, SF og de Radikale er der vrede og bekymring over, at Socialdemokraterne i løbet af efteråret har valgt at vedtage historiske stramninger af udlændingepolitikken sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative.

I et skarpt svar til Henrik Sass Larsen skrev næstformand i den radikale folketingsgruppe, Sofie Carsten Nielsen, forleden, at hvis Socialdemokraternes vision for Danmark kan summes op til at »gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse antallet af ikke-vestlige flygtninge og indvandrere«, ja, så »ser det bogstaveligt talt sort ud. Ikke bare for Sass, men for hele Socialdemokratiet.«

I sit indlæg argumenterede Sofie Carsten Nielsen for, at humanisme ikke underminerer velfærd, men tværtimod handler om at, at Danmark skal løfte sit internationale ansvar og være med til at give flygtninge muligheder i stedet for at marginalisere dem.

»Humanisme handler om at løse udfordringer i fællesskab – også i Europa – i stedet for at vende vores naboer ryggen i en ørkesløs strammerkamp mod bunden. Humanisme er faktisk forudsætningen for fremtidens velfærd. Men den linje har Socialdemokratiet forladt,« skrev hun.

Indlægget fra den radikale nummer to blev modtaget iskoldt i S-ledelsen, hvor man ser den slags retorik som skåltaler, udenomssnak og som et symptom på, at de øvrige partier i rød blok ikke konkret forholder sig til, hvad masseindvandring kan komme til at betyde – økonomisk, socialt og kulturelt - for det danske samfund.

Læser man de forskellige udmeldinger, behøver man ikke at være ekspert i tekstanalyse for at se, at kløfter åbner sig i rød blok. De fem partier, som befinder sig i centrum eller venstre side af dansk politik, står på ingen måde skulder ved skulder, men befinder sig tværtimod overfor hinanden som modstandere på en uhyre vigtig kampplads. Eller rettere sagt: Socialdemokraterne er isoleret fra støttepartierne.

Hvordan dén konflikt vil ende, ved ingen, men konsekvenserne kan blive alvorlige.

Efter alt at dømme er der fortsat lang tid til næste valg, og derfor betyder det lige nu mindre, at rød blok ikke er i stand til at arbejde sammen. Men når næste valg rykker nærmere, risikerer Mette Frederiksen, at hendes politiske projekt vil se utroværdigt ud, hvis ikke hun har en alliance bag sig. Uenigheden vil selvsagt også gøre det sværere at få vælgernes opbakning til et regeringsskifte. Skulle hun alligevel – i kraft af sin styrke og gennemslagskraft - ende med at erobre Statsministeriet, vil der være udsigt til utallige konflikter med støttepartierne.