Analyse: Manu og den radikale syge

Bag Sareens tilsyneladende opportunistiske skift findes med andre ord regulære politiske brudflader.

Manu Sareen på valgaftenen 18. juni 2015, hvor han mistede sin plads i Folketinget. Sidste søndag bekendtgjorde han, at han skifter parti til Alternativet. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

For præcis en uge siden meddelte Manu Sareen ret overraskende, at det føltes forkert for ham igen at skulle være folketingskandidat for Det Radikale Venstre. Han kunne ligesom fornemme, at han skulle »noget andet end sit gamle parti«. Han måtte følge sit hjerte, der førte ham hen til Uffe Elbæk og Alternativet – og formentligt en nemmere adgang til at blive valgt ind i Folketinget.

Dermed blev der sat en fed streg under et radikalt mandefald, som set i et historisk perspektiv er unikt.

Inden for få år har flere markante radikale som bekendt forladt partiet. Naser Khader er i dag en af de suverænt mest synlige medlemmer af den konservative folketingsgruppe. Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll er henholdsvis chef og næstkommanderende i Liberal Alliance, mens Uffe Elbæk står i spidsen for Alternativet.

Som politisk fødselshjælper eller rugemor har Det Radikale Venstre fejret triumfer.

Samuelsen og Ammitzbøll er i front for et succesrigt og ekspanderende parti. Uffe Elbæk tog først fusen på det meste af omverdenen, da han bragede ind i Folketinget med sin brogede skare af politikere ved sidste valg, og nu synes han i fuld gang med at konsolidere sit nye parti.

Både Liberal Alliance og Alternativet er i dag større end de Radikale, der fik et katastrofalt valg sidste sommer og stadig kæmper med at køre Morten Østergaard i stilling som en leder i samme vægtklasse som forgængerne, Margrethe Vestager og Marianne Jelved.

I forbindelse med Manu Sareens skift var der ikke mange, som hæftede sig ved baggrunden for, at ét parti i den grad har måttet sige farvel til så mange personligheder. Manu Sareens beslutning lagde da heller ikke op til de store politiske analyser, for hans skift så forvirret ud i betragtning af, at han ved sidste valg ikke blev genvalgt og derpå smækkede med døren til politik. Så fortrød han i efteråret og blev stillet op som radikal kandidat igen. Hvorpå han altså forleden pludselig kunne mærke, at alting føltes helt forkert.

Af samme grund har han i ugens løb fået hug for at ligne en opportunist uden rodfæstede holdninger, og han er skånselsløst blevet holdt op mod den stovte gamle partiformand og statsminister Anker Jørgensen, som indtil sin død sidste søndag var socialdemokrat ind til marven og aldrig kunne drømme om at svigte sit parti.

Udlægningen er dog ikke helt fair. Selv om der kan være et element af opportunisme i Sareens skift – bl.a. fordi han dermed slipper for at blive banket af Ida Auken i kampen om at blive medlem af den radikale folketingsgruppe – handler hans valg om politik. Præcis som de øvrige eks-radikales exit har drejet sig om politik.

Sat på spidsen befinder de Radikale sig på yderpositioner. I den økonomiske politik står partiet for vidtgående reformer, der placerer partiet til højre for de fleste på Christiansborg. I værdipolitikken – læs: udlændinge- og asylpolitikken – ligger man derimod tæt på Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten.

Ser vi på Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll og Naser Khader, har de alle lagt markant afstand til den radikale udlændinge- og asylpolitik, som de anser for at være naiv og skadelig. De er villige til at gå langt for at stoppe en fortsat tilstrømning af flygtninge- og immigranter, og de er parate til at gå hårdt til f.eks. imamer, der modarbejder danske spilleregler og lægger gift ud for integration. Økonomisk er de borgerligt-liberale. Dertil kommer, at Samuelsen, Ammitzbøll og Khader gradvist er blevet mere skeptiske over for EU, end de tilbageværende supereuropæere i den radikale folketingsgruppe.

Med Manu Sareen forholder det sig groft sagt modsat. Han ligger på linje med Morten Østergaard, der hamrer mod den udlændinge- og asylpolitik, som V-regeringen og blå blok står for, og som S-formand Mette Frederiksen på lange strækninger er slået ind på. Til gengæld er Manu Sareen – i lighed med Uffe Elbæk – ikke begejstret over den effektive og rationelle reformpolitik, som Margrethe Vestager og Morten Østergaard har været eksponenter for. Her har Sareen manglet en mere tydelig social dimension.

Disse interne spændinger i Det Radikale Venstre har spillet en betydelig rolle for den talentflugt, som har martret partiet. Dertil kommer, at partiets position – spændt ud mellem yderpunkter i den økonomiske politik og i værdipolitikken – har skabt åbenbare problemer for mange vælgere, der ikke kan skræve lige så langt.

Fremadrettet vil de Radikales position også udløse nye stridigheder med S-lejren, når næste valgkamp rykker tættere på, og når kløften mellem de to partier vil blive mere iøjnefaldende. Fremtrædende folk i S-ledelsen deler en grundlæggende analyse af, at de Radikale igen og igen har drevet Socialdemokratiet for langt til højre i den økonomiske politik og for langt til venstre i udlændingepolitikken. Den fejl har de ikke lyst til at gentage, og derfor venter et opgør forude.

Bag Sareens tilsyneladende opportunistiske skift findes med andre ord regulære politiske brudflader.