Analyse: Erfaring er guld værd for Løkke Rasmussen

Regeringschefen og hans ministerhold blive testet hårdt, og det samlede ministerhold skal kunne mestre en uhyre svær kombination af stålsathed og fleksibilitet, når de efter sommerferien for alvor skal til at krydse sig frem gennem folketingssalen. Men Venstres formand kan konstatere, at han har fået en god start.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede sine 16 ministre, heraf mange erfarne politikere, på Amalienborg Slotsplads 28. juni. Foto: Claus Bjørn Larsen
Læs mere
Fold sammen

Det har været en ret forrygende uge for Lars Løkke Rasmussen og hans smalle V-regering.

Flere af de mest centrale løfter fra valgkampen er på rekordtid blevet eksekveret. Bolig-job-ordningen bliver realiseret, asylpolitikken strammes, og fredag sørgede finansminister Claus Hjort Frederiksen såmænd lige for at lande den årlige aftale om rammerne for kommunernes økonomi.

Valget af Pia Kjærsgaard til ny formand for Folketinget truede ganske vist i et par døgn med at udløse et giftigt opgør i blå blok, primært mellem DF og Liberal Alliance, men sagen endte med at blive løst effektivt efter intervention fra Lars Løkke.

Alt i alt er regeringens start forløbet så godt, at medierne i det seneste døgn har valgt at bringe historier om, at Løkke har lagt overraskende godt ud og allerede har demonstreret, at hans regering er i stand til at opnå politiske flertal med skiftende konstellationer.

»Løkkes speed-start – så meget har regeringen lavet« – lød en sigende overskrift i Ekstra Bladet, som ellers ikke netop er kendt for at uddele roser til statsministeren.

De lynhurtige resultater er fulgt i kølvandet på det solide arbejde, som Løkke har præsteret lige siden valgnatten. Groft sagt har han ikke sat mange fødder forkert.

Han lagde klogt ud med at konstatere, at Venstre tabte valget og har konsekvent understreget, at hans regering kommer til at skulle samarbejde bredt i Folketinget for at få skabt resultater.

Han gjorde forhandlingerne om regeringsdannelsen og regeringsdokumentet så gennemsigtige, at alle kunne følge med, og dermed fik han med enkle midler afstemt forventningerne med danskerne. Hans ministerhold fremstår – med få undtagelser – robust og kompetent.

Hans første melding som ny statsminister lød i al sin enkelhed, at hans regering kommer på hårdt arbejde, og han indkaldte straks sine ministre til et regeringsseminar på Marienborg for at fremlægge sine planer for den første tid og fortælle om sine forventninger.

Regeringsgrundlaget er som bekendt ikke stort, målt på antallet af sider, og det er bevidst heller ikke udformet superdetaljeret. Men det lægger op til vigtige forhandlinger, som skal i gang efter sommerferien, hvor Lars Løkke også vil indlede sin kampagne forud for folkeafstemningen om retsforbeholdet.

Samlet set har Løkke Rasmussen givet sig selv og sin regering en ganske anderledes og vellykket start i sammenligning med den katastrofale debut, som kom til at kendetegne – og martre – den nydannede SRSF-regering i 2011.

Måske er det ikke spor mærkeligt, at det er forløbet sådan, når man tænker nærmere efter.

Den helt store forskel i forhold til situationen for fire år siden består grundlæggende i, at Løkke Rasmussen & Co. er et hold, som besidder masser af erfaring, mens Helle Thorning-Schmidts ministerhold var historisk grønt og uerfarent, inklusive regeringschefen.

Forklaringen på S-holdets manglende erfaring skal findes i det faktum, at det ødelæggende formandsopgør i Socialdemokratiet mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken i 1992 kom til at trække så lange spor, at en hel generation i partiet endte med at blive sprunget over.

Dygtige politikere som Frank Jensen, Jan Trøjborg og Pia Gjellerup tilhørte alle den generation, som skulle have været de toneangivende på et nyt socialdemokratisk regeringshold, men de nåede blot aldrig frem!

I stedet vandt Thorning-Schmidt højst overraskende formandsvalget mod Frank Jensen i 2005 og indsatte derpå en ung ledelse omkring sig i et forsøg på at vise, at hun ikke længere ville være underlagt de ældre og erfarne kræfter.

Hun ønskede demonstrativt at vise, at kæmper som Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft, Svend Auken og Ritt Bjerregaard absolut ikke skulle blande sig i hendes dispositioner, og ældre socialdemokratiske politikere blev generelt holdt ude i strakt arm.

Kun Henrik Dam Kristensen blev en del af den nye SRSF-regering i 2011 og blev dermed den eneste socialdemokrat med ministererfaring. Resten var grønne, hvilket selvfølgelig skabte usikkerhed og udløste fodfejl, især i begyndelsen af regeringens levetid.

SF havde som bekendt aldrig tidligere været i regering og kunne heller ikke stille med erfarne ministre, der havde prøvet det hele før. Det havde den radikale leder, Margrethe Vestager, til gengæld, og det viste sig ved, at hun ramte jorden i løb, da først regeringen var dannet, og hun overspurtede simpelthen resten af ministerholdet.

Ser vi på Lars Løkke Rasmussens første uge i Statsministeriet, er det tydeligt at iagttage, at han har prøvet det før. Han optræder ydmygt, men absolut ikke usikkert, og han lægger tingene rigtigt til rette.

Mange fra hans ministerhold har også siddet i ministerkontorer før, og det har været symptomatisk, at eksempelvis Inger Støjberg præsenterede den nye aftale om asylstramninger med flyttekasser stående i kontoret. Også Claus Hjort Frederiksen formåede på uhørt kort tid at få skabt forlig om bolig-job-ordningen og kommunernes økonomi.

Netop Claus Hjort Frederiksens fremskudte position på regeringsholdet blotlægger et interessant karakteristika ved Løkkes nye regering – nemlig, at han ikke er bange for at indsætte ældre politikere i ministerkontorerne. Bertel Haarder har fået endnu et comeback som minister, denne gang som kulturens førstemand. Hans Christian Schmidt er blevet udnævnt til transport- og bygningsminister, mens den drevne og erfarne Claus Hjort Frederiksen er blevet tildelt den absolutte nøglepost som Danmarks finansminister.

Endelig er Jørn Neergaard Larsen, som egentlig var på vej til at takke af som direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, blevet udstyret med den vigtige rolle som ny beskæftigelsesminister.

Løkke Rasmussens dispositioner og vellykkede start betyder ikke, at regeringen er garanteret et let liv på Borgen.

Tværtimod vil regeringschefen og hans ministerhold blive testet hårdt, og det samlede ministerhold skal kunne mestre en uhyre svær kombination af stålsathed og fleksibilitet, når de efter sommerferien for alvor skal til at krydse sig frem gennem folketingssalen.

Men Venstres formand kan konstatere, at han har fået en god start.