Analyse: En lille forpjusket kanin

Den store partilederdebat flyttede ikke det store. Naser Khader forsøgte at berolige vælgerkorpset med en lille tilnærmelse til Fogh- men den købte kritiker Asger Aamund ikke.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Partilederrunder var i mange år lig hvide kaniner: Men dem var der kun en lille forpjusket én af i går, da de ni partiledere mødtes til den første af to debatter, som markerer afslutningen på en nu næsten tre uger lang valgkamp.

Eneste bemærkelsesværdige bevægelse stod Ny Alliances Naser Khader for, da han forsøgte at skabe lidt mere sikkerhed omkring sit trængte parti ved at sige, at Anders Fogh Rasmussen er hans statsministerkandidat.

Men hans bevægelse var så lille, at Asger Aamund i dagens avis fastholder, at det ikke er nok, og at han fortsat er i tvivl om, han vil stemme på Naser Khader. Khader fastholder, at Fogh skal gennemføre en dronningerunde.

»Som tingene er nu, tør jeg heller ikke stemme på Ny Alliance,« siger Asger Aamund, der har været en af drivkræfterne i kulissen hos Ny Alliance. Han har sågar været med til at udvikle dele af politikken og derfor vakte det opsigt, at han i gårdagens Berlingske Tidende gav partiet dumpekarakter ved at sige, at hvis ikke Khader pegede på Fogh, så ville han ikke stemme på Alliancen.

UDLÆNDINGEPOLITIKKEN var som det var tilfældet ved valgene i 2001 og 2005 det emne, som fik partilederne længst frem i skoene. Men modsat dengang, så handler det ikke længere blot om at stramme. Selv statsminister Anders Fogh Rasmussen taler nu om behovet for at opnå et fælles kompromis hen over midten. Dog forsøger han stædigt at hævde, at Danmark med Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager vil ende som en sand flygtningemagnet, fordi de vil lade afviste asylansøgere arbejde.

Men også her har alliancen skabt nye tider. For Socialdemokraterne og de Radikale siger bare det samme, som Naser Khader gør. Og meget rammende fik Helle Thorning-Schmidt sendt spørgsmålet tilbage til Fogh:

»Hvordan kan det være, at når jeg taler om det, så ender Danmark som en flygtningemagnet. Men når Naser Khader gør det, så siger du, at det må vi da se på.«

Foghs angrebsvåben står med andre ord ikke så rent, som ved de to tidligere valg. Det afgørende spørgsmål er dog, om Ny Alliance kan samle mandater, så Fogh bliver afhængige af dem - eller om VKO bare fortsætter med at have et rent flertal. Khader slås med dårlige målinger og partilederdebatten blev ikke hans vej til comeback. Han klarede den ude fejl, men omvendt fik han heller ikke sat nogen dagsorden. Lidt ligesom de øvrige. Ingen havde skyggen af hvide kaniner i ærmet og dermed ender aftenens partilederdebat formentlig i status quo i Gallup-målingerne: Det vil sige, at VKO er uhyre tætte på at kunne fastholde magten. Det drejer sig om få mandater før nybruddet ender i sammenbrud.