Analyse: DRs generalprøve på EP-valgkamp viste større samling om EU

Valgkampen frem mod valget til Europa-Parlamentet er for alvor skudt i gang, og på flere punkter tegner den markant anderledes end sidst.

 

Torsdag aften blændede DR op for den første store debat før valget til Europa-Parlamentet 26. maj, og de ti spidskandidater fik rampelyset for sig selv, mens de krydsede klinger inden for tre centrale temaer – klima, migration og skat.

Måske vil spidskandidaterne snart huske tilbage på denne aften som et højdepunkt i deres valgkamp, for de risikerer at blive sendt ind i skyggen, hvis Lars Løkke Rasmussen beslutter sig for at afvikle folketingsvalget samtidig med valget til Europa-Parlamentet.

Statsministerens beslutning vil få afgørende betydning for, hvor meget EU-debatten vil fylde i medierne og blandt vælgerne, og derfor bliver Løkkes afgørelse den store joker i valgkampen til Europa-Parlamentet. Så snart han udskriver folketingsvalg, vil fokus flytte over til dansk indenrigspolitik, og medierne vil øjeblikkeligt zoome ind på partilederne fra Christiansborg.

I den situation vil valget til Europa-Parlamentet foregå i skyggeland.

Skal der uddrages en lektie af torsdagens TV-debat, er den, at Brexit tydeligvis har haft konsekvenser.

Uroen, usikkerheden og det langvarige kaos om Storbritanniens fremtid uden for EU har fået vælgere overalt i Europa til at nedtone ønsket om at vende ryggen til EU. Og det gælder tydeligvis også i Danmark.

Det betyder ikke, at vælgerne ikke kan få øje på problemerne i EU-samarbejdet og vil være endog meget kritiske over for EU. Både herhjemme og i de øvrige medlemslande vil der komme heftig debat om, hvor og hvor meget EU skal blande sig, og nationalstaternes position over for EU vil blive et vigtigt omdrejningspunkt for debatterne. Men ønsket om udmelding og et farvel til klubben står langt svagere efter Brexit.

Af samme grund stod feltet af spidskandidater tættere på hinanden ude i DR-studiet, hvis man sammenligner med partiernes positioner under sidste valgkamp i 2014. I denne omgang kommer debatten i højere grad til at handle om, hvad man kan og skal bruge EU til – mens kravet om at vende ryggen til EU er nærmest ikkeeksisterende.

Der synes også at være en større og mere fælles erkendelse af, at EU er en central aktør, hvis der skal findes løsninger på f.eks. klimaforandringerne eller håndteringen af de flygtninge og migranter, der søger mod Europa.

Når det er sagt, er partierne selvsagt ikke enige om den politik, der skal føres i EU. Det kom tydeligt til udtryk, da DR spurgte spidskandidaterne om, hvorvidt der skal indføres klimaafgift på flyrejser, om EU skal indføre en forpligtende fordeling af asylansøgere i medlemslandene, og om EU skal indføre en nedre grænse for selskabsskatten for at forhindre et ræs mod bunden mellem EU-landene.

Her delte spidskandidaterne sig hurtigt, og denne uenighed vil vælgerne kunne følge på mange andre politiske områder i den kommende måned.

Frem mod valgdagen bliver det samtidig interessant at se, om kandidaterne får rykket ved styrkeforholdet mellem partierne.

De første målinger fra flere opinionsinstitutter peger på fremgang til Socialdemokratiet med Jeppe Kofod i spidsen. Venstre med Morten Løkkegaard i front står også til fremgang, mens DFs nye spidskandidat, Peter Kofod, ikke har en jordisk chance for at gentage Morten Messerschmidts triumf fra 2014. Ender DF med at få i omegnen af 15 procent af stemmerne og to mandater i Europa-Parlamentet – som flere målinger lægger op til – vil det imidlertid også være fuldt tilfredsstillende for partiet.

SF med veteranen Margrete Auken på plads og de Radikale med Morten Helveg Petersen i spidsen står til at fastholde deres mandater i parlamentet.

Derudover viser målingerne, at Enhedslisten med Nikolaj Villumsen og de Konservative med Pernille Weiss kan få tilstrækkeligt mange stemmer til at blive repræsenteret i Europa-Parlamentet. For den ukendte Weiss kan det blive afgørende, hvordan vælgerne reagerer på hendes nye og kontroversielle forslag her i Berlingske om at åbne for flere migranter til Europa – for at kunne skaffe arbejdskraft til de virksomheder, der har svært ved at få besat deres stillinger.

Svært ser det i udgangspunktet ud for Alternativets Rasmus Nordqvist og for LAs Mette Bock – som ellers satser stort på at kunne fortsætte sin politiske karriere i parlamentet i Bruxelles. Også Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU kommer til at kæmpe hårdt for at få fornyet sit mandat.

Mellem flere af de mindre partier vil konkurrencen blive knivskarp, og alle spidskandidater er selvfølgelig klar over, at op mod hver tredje vælger ikke har besluttet sig endnu – hvilket betyder, at der er meget at kæmpe om.

Når valget er afgjort 26. maj, vil 13 af de nyvalgte danske medlemmer af Europa-Parlamentet kunne indtage deres pladser 2. juli, mens nummer 14 først kan sætte sig til rette, når Storbritannien forlader EU.

Får spidskandidaterne lov til at beholde rampelyset for sig selv, vil nogle af dem rykke længere frem i danskernes bevidsthed, mens andre vil tabe terræn. Ingen af dem vil være i stand til at rydde bordet, sådan som Morten Messerschmidt gjorde det i 2014.

Udskriver Lars Løkke Rasmussen valg om få dage, vil spidskandidaterne som nævnt glide i baggrunden, og så vil det snarere være partiledernes kampform, slagkraft og mærkesager, der vil definere, hvordan mange danskere vil stemme til parlamentsvalget.

Én ting er sikker: Europaparlamentsvalgkampen er skudt i gang.