Analyse: Dronningens livtag med indvandringen

Det er en alvorlig monark, som skærer igennem den følelses­ladede debat om indvandring og integration.

Dronning Margrethe indledte torsdag et 2-dages besøg i Langeland Kommune. Her ses nogle af de asylsøgere der bor på centret med bla. Dannebrogsflag mens de venter på besøget. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere

I bogen »De dybeste rødder - Dronningen fortæller om Danmark og danskerne« lægger dronning Margrethe ikke skjul på, at indvandringen har vist sig at rumme større og sværere udfordringer, end de fleste havde forestillet sig, da de første gæstearbejdere begyndte at strømme til landet i 1960erne.

Dengang skete det under den illusion, at de ville rejse igen, men som alle ved i dag, markerede de tidlige gæstearbejdere begyndelsen på en indvandring, som på godt og ondt har præget den nyere danmarkshistorie.

På godt, fordi mange er faldet til og har slået rødder. De har bidraget på arbejdsmarkedet, de har betalt skat og understøttet det samfund, de er blevet en del af. Mange har også været i stand til at hjælpe deres børn på vej, så næste generationer har fået uddannelse og job og hver dag gør en forskel som borgere.

Men også på ondt, fordi alt for mange ikke har fået fodfæste, ikke har fundet job, er blevet afhængige af overførselsindkomst og lever på afstand af det samfund, de er kommet til.

Rundt om i landet er der opstået parallelsamfund, hvor beboere orienterer sig efter andre normer og spilleregler end i resten af Danmark. Rodløse unge mænd – til tider i kompagniselskab med islamister – udgør nu en farlig cocktail, der udløser kriminalitet, bandeopgør og skaber grobund for terror, som politi og efterretningstjenester bruger enorme ressourcer på at holde i skak.

Når Dronningen konstaterer, at det har vist sig sværere at få integrationen til at lykkes, vil nogle utvivlsomt blive vrede og mene, at hun politiserer, mens det store flertal – både på Christiansborg og i befolkningen – vil være enige. De vil nikke, når hun siger, at indvandringen rummer en tragisk dimension:

»Jeg forestillede mig ikke, at det ville tage så lang tid. Jeg troede, at de mere eller mindre ville komme til at blive som os. Sådan blev det ikke. Det har været svært, rigtig svært, og det er synd for alle parter,« lyder det fra Dronningen.

Netop disse ord illustrerer det skifte, som Dronningen har gennemlevet. I en lang årrække var hun især optaget af, at alle skulle gøre deres yderste for at hjælpe de nyankomne medborgere godt på vej.

I flere tilfælde gik hun til stålet, når hun følte, at danskerne ikke gjorde nok for at tage vel imod de fremmede, og hun sendte verbale piskesmæld i retning mod de landsmænd, som var fjendtlige og tarvelige over for de nytilkomne. Man skal ikke tage fejl på dette punkt:

Hun mener fortsat, at det er afgørende, at alle hjælper nye borgere med at finde sig til rette. Men gradvist har hun lagt vægt på, at tilflytterne har et stort og selvstændigt ansvar for at indrette sig efter de værdier og spilleregler, der gælder her.

I tilbageblikket kan Dronningens skærpede tone føres tilbage til flere skelsættende begivenheder. Terror­anslaget mod Word Trade Center i New York blev en brat opvågnen til faren ved islamistisk fanatisme, der blandt andet næres af et brændende had til Vesten. Det fik efterfølgende Dronningen til at gå i brechen for de frihedsrettigheder, som de vestlige samfund hviler på.

I 2005 – i et interview med journalisten Annelise Bistrup – talte Dronningen for første gang om behovet for at yde modspil til islamismen. Og i nytårstalen i 2006 – kort efter angrebene mod Danmark i kølvandet på offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne – sagde hun, at danskerne skulle stå fast på de værdier, som Danmark bygger på.

Efter Omar El-Husseins terrorangreb den 14.-15. februar 2015 i København, hvor Dan Uzan og Finn Nørgaard blev dræbt, skærpede dronning Margrethe sit budskab her i Berlingske og talte indgående om den trussel, som ligger i, at borgere og grupper med udenlandsk baggrund vender ryggen til det samfund, de er kommet til.

I samme interview udtrykte hun forfærdelse over, at danske jøder havde grund til at føle sig forfulgt og måtte se sig over skulderen, når de gik rundt i Københavns gader.

Men det hører også med, at Dronningen – og den øvrige kongelige familie – konstant har søgt at række hånden ud til de nye borgere, som kæmper for at blive en del af Danmark. Det er sket gennem hilsenerne i nytårstalerne til de nye, der er kommet hertil, og ved besøg rundt om i landets belastede boligområder og i flygtningecentre.

Undervejs har Dronningen erkendt, at indvandringen rummer muligheder, men også omkostninger for det land, der tager imod, og at integrationen er en udfordring – økonomisk, socialt og kulturelt.

Følger man den aktuelle debat om indvandring og integration, er fronterne trukket skarpt op, og det er tydeligt, at opgøret om, i hvor høj grad Danmark skal være et multikulturelt, multietnisk og multireligiøst samfund, er spidset voldsomt til.

Det er også tydeligt, at diskussionen med jævne mellemrum kører af sporet, hvilket har ført til massiv mistænkeliggørelse af modparten og mangel på vilje til at lytte til modpartens argumenter, ligesom fakta ofte fortoner sig i krudtrøgen. Det er ligeledes blevet hverdag, at profilerede debattører trues og chikaneres, når de udtaler sig. Denne uforsonlighed i debatten smerter uden tvivl regenten, men som hun fastslår i bogen, har det været vigtigt, at udfordringer og problemer er kommet frem i lyset:

»Jeg tror på en måde, vi skal være glade for, at vi har opdaget, at det er vanskeligt, for så kan vi dog bedre se problemerne i øjnene og gøre noget fornuftigt ved dem.«

Man kan med god ret spørge, hvorfor regenten dog vælger at stikke hånden ind i den hvepserede, som den aktuelle debat udgør? Svaret er, at Dronningen ønsker at stå i spidsen for en nation, som hænger sammen.

Kernen i den livsopgave, som hun har taget på sig, handler om at være et samlingspunkt og sikre sammenholdet – så meget som det nu engang kan lade sig gøre.

I Dronningens øjne er indvandringen og integrationen nogle af de absolut største og væsentligste udfordringer, der skal tackles, og i stedet for at vige tilbage vælger hun bevidst at tage livtag med disse udfordringer. Ikke for at skærpe uenighederne, men for at være med til at finde en fælles vej frem.

Dronningen ved, at hun hverken kan eller skal komme med præcise anvisninger, men hun gør det indirekte klart, at indvandrere ikke i tilstrækkelig grad har lært de værdier og spilleregler, som Danmark bygger på, og hun advarer – igen indirekte – imod isolationen i de parallelsamfund og bydele, hvor indvandrere lever.

Derudover skal man lægge mærke til, at Dronningen mener, at det kan lykkes at løse problemerne. I modsætning til for eksempel spændingerne i Frankrig, der rummer store trøstesløse boligkvarterer og forstæder med parallelsamfund i en helt anden skala, er udfordringerne langt mindre herhjemme.

Eller som Dronningen selv formulerer det:

»Vi burde kunne klare det.«

Thomas Larsen er Berlingskes politiske kommentator og forfatter til bogen »De dybeste rødder – Dronningen fortæller om Danmark og danskerne«.