Analyse: Derfor straffer vælgerne usynlig Mette Frederiksen

S oplever chokerende tilbagegang i ny måling, men V ligger også skidt. Både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen må slås for deres politik, hvis de vil have vælgerne med.

Hverken statsministeren eller Mette Frederiksen har ikke været synlige på den internationale scene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Når stormen raser og bølgerne slår hårdt ind over rælingen, ser både passagerer og mandskab instinktivt op mod kommandobroen for at få vished for, at kaptajnen er på plads og holder rattet mellem hænderne.

I den sidste uge har mange af de danskere, som har været utrygge over den hårde internationale kritik af Danmark, imidlertid haft meget svært ved at få øje på de store rorgængere i dansk politik. Både statsminister Lars Løkke Rasmussen og S-formand Mette Frederiksen har været sært fraværende. Ja, sagen er vel, at de faktisk ikke har været til at få øje på i den seneste tids dramatiske stormvejr.

Dermed kan de selvsagt heller ikke forvente, at særligt mange danskere har lyst til at følge dem.

Værst går det ud over Socialdemokratiet, som i en ny måling fra Megafon oplever et historisk tilbageslag, og som nu har sat fremgangen fra forsommerens valgkamp totalt over styr. Tilbageslaget sker på et tidspunkt, hvor Mette Frederiksen og S-ledelsen har valgt at følge regeringens stramme udlændinge- og asylpolitik og har været med til at vedtage den omstridte »smykkelov« i Folketinget.

I S-ledelsen har man hele tiden vidst, at stramningen af partilinjen før eller siden ville udfordre dele af partiets bagland, men man har ment, at det har været nødvendigt at gribe til de barske tiltag i et forsøg på at bremse en uholdbar tilstrømning af flygtninge og immigranter til Danmark. Det budskab har Mette Frederiksen været ude med i mange medier i de senere måneder. Budskabet har hver gang lydt, at en ukontrollabel tilstrømning på sigt ville kunne underminere det danske velfærdssamfund - både økonomisk og socialt.

Indtil nu har S-ledelsen formået at holde fast i vælgerne. Når bunden så alligevel går ud af partiet i dagens nye måling, skyldes det utvivlsomt, at rigtig mange danskere netop i den forløbne uge har haft det skidt med den hårde kritik, som en lang række kraftfulde og dagsordensættende internationale medier har rettet mod Danmark, og som er blevet fulgt op af angreb fra bl.a. de Radikale, Enhedslisten og Alternativet på Christiansborg, ligesom store magtfulde organisationer som Dansk Industri har løftet pegefingeren og advaret om negative konsekvenser for dansk eksport og økonomi.

I den situation bliver mange vælgere bekymrede, og det er logisk, at det går hårdest ud over Socialdemokraterne, som har haft mindst tid til at cementere og forklare den nye kontante linje i partiets udlændinge- og asylpolitik.

Set i det lys har det været en markant fejl, at Mette Frederiksen ikke har været mere massivt til stede i den seneste uge og har kæmpet Danmarks sag i de internationale medier. Havde hun gjort det, havde flere danskere haft et pejlemærke at sigte efter - men S-formanden har været usynlig på den store scene.

Dette gælder i udpræget grad også for statsminister Lars Løkke Rasmussen, som ligeledes må indkassere skuffende tal i den nye meningsmåling fra Megafon. Regeringschefen synes først og sidst at have opholdt sig i flyverskjul i Statsministeriet, mens kritikken har regnet ned over Danmark.

I stedet for at se en regeringschef - en kaptajn på broen - har danskerne måttet skue langt efter markante ministre og talsmænd, som har kunnet forklare og forsvare regeringens politik i den internationale presse. Manglen på synlighed og mod til at konfrontere kritikken hævner sig utvivlsomt nu, for hvis regeringen ikke tør stå til ansvar for sin egen politik i fuldt internationalt projektørlys, hvordan kan statsministeren så regne med, at vælgerne vil stille sig bag regeringspartiet?

Det er allerede sagt flere gange i ugens løb, men lad os blot igen fastslå, at regeringens medieberedskab og kommunikationsindsats har været en trestjernet katastrofe. Det givet de indædte kritikere af Danmarks udlændinge- og asylpolitik frit spil, og det har været med til at skabe et billede af en nølende, usikker regeringstop, der ikke tør stå på mål for sin egen politik.

Hvis Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen gerne vil have vælgerne til at forstå og støtte deres politik, må de også have mod til at stille op overfor de internationale medier og være i tæt dialog med vælgerne. De må kort sagt op på kommandobroen. Kaptajner, der smutter fra broen og søger i redningsbådene, er svære at opfatte som store ledere.