Analyse: Da Jeppe Kofod gik i sort

Når Jeppe Kofod nu beklager, at han har været med til at optrappe en dum sag om ordet »neger«, er det gode spørgsmål, om han er ægte ked af, at han gik for langt – eller om han mest er ked af, at hans forsøg på at orkestrere et internationalt angreb på DF endte så elendigt?

Europaparlamentariker Jeppe Kofod (S) beskyldte DFs Søren Espersen for at kalde Barack Obama for USAs første »nigger-præsident« - selv om Espersen i virkeligheden sagde »neger«. Arkivfoto: Christian Liliendahl Fold sammen
Læs mere

Når der skal undervises i politisk kommunikation på universiteter og læreanstalter, har lærerne fået foræret et nyt slående eksempel på, hvor meget en politiker kan kvaje sig i den digitale tidsalder.

Det er naturligvis socialdemokraten Jeppe Kofod, der er den nye case.

De fleste skal nok tænke sig om, før de husker ham, for han har ikke været ret synlig, siden han var spidskandidat for Socialdemokratiet ved EP-valget i 2014 og blev kørt over af Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti.

Om det er frustrationerne fra dengang, som har influeret hans adfærd i de seneste døgn, ved ingen, men det synes, som om Jeppe Kofod har haft hovedet parkeret langt væk, da han på de sociale medier gik til angreb på DF-politikeren, Søren Espersen.

Som bekendt brugte Espersen ordet »neger«, da han skulle forsvare en aktuel reklameplakat for Dansk Folkeparti.

Foran snurrende TV-kameraer sagde Søren Espersen: »Tag sådan en som Obama – hvad er han? Vi ved godt, hvad det drejer sig om. Man taler jo om den første neger i USAs præsidentembede.«

Søren Espersens forklarede sig efterfølgende med, at han tilhører en generation, hvor ordet »neger« ikke opfattes negativt, sådan som det gør i dag. Men da hans ord blev kritiseret, valgte han alligevel at beklage. Dermed burde den sag have været et overstået kapitel. Klodset og uhensigtsmæssigt var det at bruge ordet »neger« – ikke mindst når man som Søren Espersen står i spidsen for Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget, der har internationale relationer som omdrejningspunkt.

Men sagen burde have været slut dér.

Jeppe Kofod sørgede dog effektivt for, at den nåede et nyt lavpunkt. Det skete, da han i et tweet på engelsk skrev: »DF Chair of Danish Parliament Foreign Policy Committee calls @BarackObama first nigger President. Scandal!«.

Søren Espersen blev rasende over, at Kofod på Twitter, som er langt mere udbredt i USA end i Danmark, havde fejloversat hans ord og postulerede, at DFeren skulle have kaldt Barack Obama for en »nigger-præsident« med det stærkt nedværdigende og racistiske slaveudtryk. Kofods angreb fik Espersen til at meddele, at han ville trække sig fra en planlagt til USA til efteråret. Hans vurdering var, at sagen ville komme i centrum under rejsen og udløse dårlig omtale. Til skade for ham selv, DF og Danmark.

Det fik Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup, på banen med en opfordring til Espersen om at omstøde sin beslutning. Hækkerup var tydeligvis klar over, at Kofod stod med en ualmindelig dårlig sag, men han undlod behændigt at hælde partifællen ned af brættet i fuld offentlighed.

På de sociale medier tog kritikken af Kofod hurtigt til i styrke. Flere hæftede sig ved, at han havde handlet perfidt med sin fejloversættelse. Andre kom med rå hentydninger til, at Kofod – med sin langt fra pletfri fortid – ikke lige netop var manden, der skulle stille sig an som moralsk overdommer. Kofod fastslog stædigt, at han ikke havde grund til hverken at beklage eller undskylde.

Først sent fredag aften indledte han det uundgåelige tilbagetog. På det tidspunkt havde han fået kammeratlig hjælp til at indse, at han dansede kosakdans på den tyndeste is og kunne risikere at gå igennem, hvad øjeblik det skulle være. Via Facebook lod han forstå, at han var gået for langt: »Gik jeg, i min vrede og indignation, selv over stregen som Espersen? Ja, det gjorde jeg.«

Jeppe Kofod erkendte, at han havde valgt det mest sårende af de såkaldte »N-ord«. Og han fastslog, at forløbet havde været udtryk for politik, når det er værst: »Tonen har været både hård, uværdig og dybt personlig. Det har ikke været kønt – hverken at se på eller at være en del af,« skrev den socialdemokratiske politiker selverkendende.

Formentlig vil kun få være uenige.

Ud over at blotlægge en udpræget mangel på dømmekraft hos især Jeppe Kofod kaster gennemgangen af forløbet nyt lys over nogle strømninger, som – desværre – er kommet til at fylde mere i dansk politik:

Politikernes brug af sociale medier er eksploderet. Det positive er, at det kan være med til at skabe nærhed til vælgerne og udløse mere ægte og direkte diskussioner. Det negative er, at politik – især når de korte tweets bliver brugt – hurtigt reduceres til en kappestrid på kække bemærkninger. I iveren efter at blive hørt bliver tonen tit grov, og jagten på smarte slogans skubber substans og væsentlighed i baggrunden.

Politikerne er begyndt at udnytte, at vi som aldrig før lever i en global landsby, hvor informationer lynhurtigt passerer landegrænser og verdenshave. Når Kofod formulerer sit tweet på engelsk, er det netop ikke for at nå et dansk publikum, men for at komme ud til et internationalt ditto. Dermed ønsker han at skabe opstandelse ude i verden og bruge omverdenens fordømmelse til at ramme Dansk Folkeparti. Samme metode blev brugt, da modstandere af regeringens kontroversielle »smykkelov« forsøgte at bruge udenlandsk kritik i deres kamp mod Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg. Når Jeppe Kofod nu beklager, at han har været med til at optrappe en dum sag, er det gode spørgsmål, om han er ægte ked af, at han gik for langt – eller om han mest er ked af, at hans forsøg på at orkestrere et internationalt angreb på DF endte så elendigt?

Får forløbet så konsekvenser for Kofod?

Her og nu kan det konstateres, at de færreste partifæller er imponerede, og det bliver interessant at se, om han også er Socialdemokraternes spidskandidat ved næste EP-valg.