Analyse: Brede smil skal skjule frygten

Overordnet set er de kolde kendsgerninger, at Thorning risikerer, at dette bliver den sidste 1. maj, hvor hun kan stå i spidsen for sine kampfæller som formand og statsminister.

Foto: Søren Bidstrup. Politisk kommentator Thomas Larsen.
Læs mere
Fold sammen

Når Helle Thorning-Schmidt (S) træder op på scenen i Fælledparken for at tale til publikum på arbejdernes internationale kampdag, beder partifællerne til, at hun vil blive behandlet fair og ordentligt.

Alt tegner da også til, at Thorning vil blive forskånet for de pibekoncerter, protester og chikanerier, som har spoleret flere af hendes tidligere 1. maj-møder. I år vil flere partifæller fra partiet og fagbevægelsen være parat til at slå ring om S-formanden og lade klapsalverne skylle mod hende. De vil gøre deres bedste for at cementere indtrykket af, at partiet står mere samlet om formanden, og de vil forsøge at udstråle tro på, at centrum-venstre har momentum og de facto har en god chance for at bevare regeringsmagten med Thorning i front.

Når Thorning taler om regeringens resultater og fremhæver fremgangen i økonomien og skabelsen af nye job, vil de klappe taktfast, og de vil applaudere højlydt, når hun skærper sine angreb mod blå blok i almindelighed og Lars Løkke Rasmussen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) i særdeleshed. Set i det lys kan 1. maj i år blive en af de bedste, som Thorning har oplevet.

Kratter man i overfladen, ser billedet mindre lyst ud.

Selv om S går frem, er man fortsat kun på vej tilbage til valgresultatet i 2011, som var et af de ringeste i partiets historie. Og selv om hovedkonkurrenten Venstre har tabt terræn, står DF med Kristian Thulesen Dahl i spidsen ekstremt stærkt og har udsigt til et kanonvalg.

Forholdet til fagbevægelsen er også flosset. Man vil ganske vist falde hinanden om halsen på møderne rundt om i landet, men sagen er, at Thorning har været en enorm skuffelse for bevægelsens ledere og medlemmer. Dels overtog hun den forhadte dagpengereform og gjorde den til en del af sit regeringsprogram, og netop dén reform vækker fortsat stor vrede og frustration. Dels fik hun aldrig gennemført de trepartsforhandlinger, som fagbevægelsen havde satset på, og i flere fagforbund er man systematisk i gang med at frigøre sig fra S for at kunne samarbejde mere bredt med partierne på Christiansborg.

Overordnet set er de kolde kendsgerninger, at Thorning risikerer, at dette bliver den sidste 1. maj, hvor hun kan stå i spidsen for sine kampfæller som formand og statsminister.

Hvor presset Thorning og S-toppen reelt er, har en mindre episode blotlagt i de seneste døgn. Her har offentligheden været vidne til, hvordan den socialdemokratiske studenterorganisation, Frit Forum, har brilleret ved at invitere, aflyse, invitere og derpå aflyse et arrangement, hvor Lars Løkke Rasmussen skulle være gæstetaler. Det havde selvsagt været udtryk for overskud at lade Løkke tale. Men i stedet har man skabt et billede af Socialdemokratiet som et småt og frygtsomt parti, der er bange for at give tale- og medietid til oppositionens leder på en 1. maj.

Detaljen er med til at blotlægge, at S-toppen godt er klar over at den langtfra er hjemme.