Ammitzbøll-Bille kaldte sig selv borgerlig humanistisk fritænker, da han løsrev sig fra Radikale Venstre. I dag er han løsgænger igen

Tirsdag aften meldte Simon Emil Ammitzbøll-Bille sig ud af Liberal Alliance. Nu skal det 42-årige folketingsmedlem være løsgænger igen – ligesom han var for ti år siden.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille meldte sig ud af Liberal Alliance tirsdag eftermiddag og skal nu være løsgænger i Folketinget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter 14 år på tinge, tre partier og en vælgerlussing meddelte Simon Emil Ammitzbøll-Bille tirsdag aften, at han forlod Liberal Alliance og blev løsgænger – igen.

Politikeren har som en del af partiets ledelse gennem mange år været et af de mest markante ansigter i det liberale parti. Simon Emil Ammitzbøll-Bille var således formand for folketingsgruppen fra 2010 til 2016, indtil han fik posten som økonomi- og indenrigsminister i den regering, som flere af partiets profiler har kaldt en fejl: VLAK.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille er en del af historien om et parti, der rejste sig og faldt. Han er den anden af partiets profiler, der forlader det liberale parti, siden vi sidst gik på weekend, og den tredje fra ledelsen, der har forladt partiet siden folketingsvalget. Anders, Simon, Christina.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille har altså fulgt sin ven Christina Egelunds eksempel og har forladt det parti, de var en del af ledelsen af, men som de angiveligt ikke ser sig selv i mere. Siden da er det blevet kaldt »et parti i afvikling« – et kollaps på Christiansborg 5. juni, hvor valgfesten for enkelte unge partisoldater endte i gråd.

Radikale Venstre, Borgerligt Centrum, Liberal Alliance

Som 27-årig blev Simon Emil Ammitzbøll-Bille første gang valgt ind i Folketinget for Radikale Venstre. Det var i 2005. Der blev han i tre år, indtil han meldte sig ud og blev løsgænger.

Dengang lød det, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille »efter lang tids uenighed om den politiske og strategiske udvikling meldte sig ud af partiet«, ligesom det lød, at den daværende radikale leder, Margrethe Vestager, »ikke var en god leder«.

Tiden var kommet til at være løsgænger, og Simon Emil Ammitzbøll-Bille kaldte sig selv »en borgerlig humanistisk fritænker«. Der skulle kun gå få måneder, før han stiftede partiet Borgerligt Centrum, der blev præsenteret kort efter årsskiftet i 2009.

Fødslen af partiet blev dog for hård, og senere samme år meddelte Simon Emil Ammitzbøll-Bille, at han slog sit parti sammen med Liberal Alliance, hvor han blev partikollega med Anders Samuelsen og Villum Christensen.

Det skete på trods af, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille i oktober året forinden havde oplyst til Ritzau, at »Liberal Alliances økonomiske politik, deres udlændingepolitik og deres EU-politik er jo noget, der trækker i en helt anden retning, end det jeg står for«.

Her, ti år senere, skulle Liberal Alliances og Simon Emil Ammitzbøll-Billes veje skilles, ligesom de Radikales og hans veje tidligere har gjort. Nu er han så på ny blevet løsgænger.

Om Simon Emil Ammitzbøll-Bille efterlader Liberal Alliance i sænk, i knæ eller i afvikling, ønskede han ikke onsdag morgen at kommentere.

»Det vil jeg lade de professionelle kommentatorer om,« lød det til Radio24syv, hvorefter han drog ud – fri af de bånd, den humanistiske fritænker har følt sig bundet af.