Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, forlader Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune. Det gør hun, da hun er blevet valgt ind i Folketinget.

Det bekræfter Alternativets pressetjeneste over for TV 2 Lorry.

Hun vil blive afløst af sin suppleant, Birgitte Kehler Holst.

Birgitte Kehler Holst har allerede sin gang på rådhuset i København. Hun har nemlig haft Rosenkildes plads, siden den politiske leder tog orlov for at fokusere på valgkamp i februar.

Franciska Rosenkilde frasagde sig løn fra Borgerrepræsentationen, imens hun holdt orlov, har hun tidligere oplyst til Berlingske.

Alternativet havde frem til valget kun et enkelt folketingsmedlem – Torsten Gejl.

Det skyldtes, at fire ud af partiets fem folketingsmedlemmer forlod partiet efter interne uenigheder.

Alternativet gik frem ved tirsdagens valg og har nu seks mandater i Folketinget. Franciska Rosenkilde har fået et af dem.

Også Mette Reissmann (S) trækker sig fra Københavns Borgerrepræsentation. Det skyldes også, at hun er valgt til Folketinget og interne regler i Socialdemokratiet.

Tidligere fredag kom det også frem, at en af Enhedslistens profiler, Pelle Dragsted, forlader kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, efter at han er blevet valgt til Folketinget.

Hans plads overtages af Thyge Enevoldsen.

Hvis en politiker er valgt til flere folkevalgte forsamlinger på samme tid – for eksempel både et byråd og Folketinget – har vedkommende et dobbeltmandat.

Det er forskelligt fra parti til parti, om partierne tillader dobbeltmandater. For eksempel er det ikke tilladt hos Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

/ritzau/

Få det politiske overblik – hver dag

Nyhedsbrevet »Politisk morgenpost« er dit daglige skud af politiske opdateringer, analyser fra de fremmeste profiler og spændstige #dkpol-debatter.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. I periode med folketingsvalg, kan der komme flere daglige opdateringer med de seneste opdateringer om dette. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.