Alternativet vs. Nye Borgerlige: En knibtangsmanøvre mod systemet

En demokratisk krise, der har fået tilliden til politikerne til at falde fra et lavt niveau til et endnu lavere, kan være spiren til en bevægelse, der vil styrke det folkelige engagement i demokratiet. To politiske modstandere ser hver sit og hinandens partier som et udtryk for det involverende demokrati – med større ansvar til folket.

»Nye Borgerlige taler til en utilfredshed og en frustration og en kritik hos én bestemt gruppe borgere. Alternativet gør det til nogle andre. Dybest set minder det om Trump derovre,« siger Uffe Elbæk om Pernille Vermunds parti, Nye Borgerlige ­­– »... og Bernie (Sanders, red.) her.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Vi har i Danmark et valg mellem ansvarlige og uansvarlige partier. Sådan lød det, da forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i foråret trådte tilbage fra sin post som folketingsmedlem. Den kritik har siden da genlydt gennem Christiansborgs hellige haller fra de klassiske systempartier.

Mellem bløde lædermøbler, faverige kunstværker og udstoppede fugle i et ellers sparsomt indrettet værelse på Christiansborg, der er hjem for et af de såkaldt uansvarlige partier, har jeg sat Uffe Elbæk og Pernille Vermund stævne. De er markante frontpersoner for to nye politiske bevægelser, Alternativet og Nye Borgerlige. Partierne er på vidt forskellige steder i deres udvikling og i det parlamentariske system, men begge har de formået at veksle en folkelig frustration over det bestående til medlemmer, stillere og for den enes vedkommende ti mandater i det danske Folketing.

Uffe Elbæk er tidligere minister for De Radikale, og Pernille Vermund er tidligere byrådsmedlem og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, og nu er de i front for henholdsvis Alternativet og Nye Borgerlige.

Mens den ellers så fredsommelige agurketid denne sommer har veget pladsen til fordel for terror, kupforsøg og Brexit, møder jeg de to til en snak om, hvorfor fløjbevægelser har medvind i Danmark såvel som i resten af den vestlige verden.

»Det oprør, der sker lige for øjeblikket, hvis man bruger så heftigt et ord, har forskellige udtryk. Nye Borgerlige taler til en utilfredshed og en frustration og en kritik hos én bestemt gruppe borgere. Alternativet gør det til nogle andre. Dybest set minder det om Trump derovre,« siger Uffe Elbæk og fortsætter talestrømmen, mens han peger på Pernille Vermund:

»... og Bernie (Sanders,red.) her,« siger han og peger på sig selv.

I 1930erne så man en demokratisk krise, der fulgte en økonomisk. Den krise førte til verdenskrig. I slutningen af 60erne så endnu en generation sit snit til at genopbygge demokratiet eller i hvert fald renovere det. Siden finanskrisen eskalerede i 2008, har vi set nogle af de samme tendenser, som 30erne og 60erne oplevede og overlevede på forskellig vis. Oprør mod systemer og det etablerede.

Mange af bevægelserne er skabt på et fundament af frustration hos grupper over et specifikt grænseoverskridende problem i en verden, der er tiltagende globaliseret. Således også i Danmark, hvor global opvarmning og migration sammen med udflytning af produktionsarbejdspladser til tredjeverdenslande skaber grobund for helt nye, politiske bevægelser.

To bevægelser, som er båret frem på den bølge af utilfredshed og frustration over det bestående, er Alternativet og Nye Borgerlige. Deres to frontpersoner, Uffe Elbæk og Pernille Vermund, er blevet ansigter på en dansk version af en moderne systemkritik, som over hele den vestlige verden vinder frem.

I en sjældent set begivenhedsrig sommer har briterne stemt sig ud af EU, et kupforsøg har ramt Tyrkiet, og USA har været plaget af nogle af de værste raceuroligheder i mange år. Elbæk og Vermund tror på, at den bedste forebyggelse mod den friktion mellem befolkninger og magthavere overalt i verden lige nu er ikke bare at lytte, men at involvere og engagere befolkningen i demokratiet.

»Mange af dem, der sidder i Folketinget i dag, er cand.scient.pol.er, jurister, økonomer. Det er mennesker, der har samme baggrund som de embedsmænd, der sidder herinde, og det betyder, at man jo har en anden virkelighedsopfattelse end den brede del af befolkningen,« siger Pernille Vermund, der næsten egenhændigt har tegnet det nye parti Nye Borgerlige udadtil.

Nye Borgerlige har omkring 14.000 stillere, da jeg interviewer Pernille Vermund. Hun mener, at Folketinget er kommet for langt væk fra befolkningens hverdag, og det er en virkelighed, som Uffe Elbæk, der selv har siddet på Christiansborg for både Alternativet og de Radikale, kan genkende. Faktisk er de iøjnefaldende enige.

»Der bliver nærmest en selvstændig politisk klasse og én selvforståelse: Vi har samme uddannelsesbaggrund, vi har samme sociale præferencer, samme kulturelle blik, og det, synes jeg, er en enorm udfordring,« siger Elbæk.

Uffe Elbæk bryder sig egentlig ikke om ordet politikerlede, for som han siger, er der jo både gode og dårlige politikere. Men han nævner selv undersøgelsen, der i år viste, at tilliden til de folkevalgte som branche er lavere end nogensinde. Så leden over for den samlede branche eksisterer. Men hvad er så løsningen? Han svarer i første omgang, at Alternativet jo forsøger med sit politiske laboratorium at crowdsource politik, og at mange af bevægelsens knap 11.000 medlemmer tidligere løb skrigende væk fra partipolitik, så derfor må man jo gøre noget rigtigt. Men senere i interviewet sætter han idéen om sin løsning på problemet på formel.

»Vi bliver nødt til at flytte os fra det repræsentative demokrati til et involverende demokrati. Folk er kloge og dygtige. De kan tage stilling, og de føler, at de har lyst til at blive involveret, de har lyst til at forstå mellemregningerne, de har lyst til at se, at tingene er langt mere transparente …«

»Og de har lyst til at tage ansvar,« afbryder Pernille Vermund.

»Ja, de har lyst til at tage ansvar,« siger Elbæk.

Det er i virkeligheden formlen for begge de nye partiers tilgang til politik. Det repræsentative demokrati skal have en rusketur, hvor det med, at det kun er hvert fjerde år, vi involverer os i demokratiet, skal smides ud. Det er ikke i sig selv noget nyt, men de to partiformænd mener, at borgerne skal involveres langt mere, og at man helt konkret gør det ved at give kommunerne langt mere frihed.

For jo tættere beslutningerne kommer på den enkelte borger, jo mere tillid har vi til de offentlige institutioner, og som Uffe Elbæk siger, vil kommuner med øget selvstyre i langt højere grad selv kunne bestemme, om de vil hæve skatten for at få bedre cykelstier. Vermund ser hellere skatten gå den anden vej. Ned.

De nye bevægelser er ikke kun startet på vilkårlig vrede. De er vokset ud af konkrete problemer, som grupper af befolkningen ikke ser de nuværende 179 folketingsmedlemmer have løsninger på. Og så fremstår de ægte, ufiltrerede og ligefremme i deres måde at henvende sig til vælgerne.

»Vi savner samfundsledere, som har nosser til at stille sig op og være ægte. Det er det savn hos vælgerne, som Alternativet og andre nye politiske bevægelser sejler ned ad Bredgade i et firspand af zebraer på,« sagde journalist og debattør Anne Sofie Allarp i et interview i Berlingske i starten af juli.

Uffe Elbæk er enig med Pernille Vermund i meget af hendes karakteristik af, hvor det er gået galt for demokratiet. Men han er ikke enig i, hvad løsningen er.

»Mange af problemerne er grænseoverskridende, og vi løser dem ikke bedre ved at trække os tilbage til nationalstaten. Som Trump, der siger, at så bygger vi en mur nede ved Mexico. Jeg tror, at vi skal løse problemerne i fællesskab,« siger Uffe Elbæk.

Hvis Uffe Elbæk sejler ned ad Bredgade i et firspand af zebraer, kører Nye Borgerlige ud ad Gl. Kongevej i en guldkaret trukket af rottweilere. Her er Gud, Konge og Fædreland i en form, som nogle nationalkonservative har savnet den i Det Konservative Folkeparti. Partiet siger nej til bureaukrati, EU, formynderi og høj skat, og ja tak til kristendom, kongehus og stærkt forsvar. Som Det Konservative Folkeparti traditionelt har gjort. Pernille Vermund og hendes nye parti råber det bare højere og mere insisterende. Og så er der indvandringen. Her er der langt fra Uffe Elbæk til Pernille Vermund. Eller fra Søren Pape til Pernille Vermund for den sags skyld.

»For mig er det ikke realistisk at bevare vores sammenhængskraft og vores lige samfund, vores solidaritet, hvis vi ikke sætter grænser for og har kontrol over, hvem der kommer ind i vores land, og hvor mange der kommer,« siger Pernille Vermund.

Det er de fleste enige om, men det nye partis grænser skal trækkes noget skarpere, end nogle af de nuværende partier i Folketinget advokerer for. På udlændingespørgsmålet har Dansk Folkeparti længe været eksponent for den mest indvandrerkritiske tilgang i dansk politik, men undersøgelser viser, at mange vælgere vil stramme endnu mere end Thulesen Dahl og co. Det vil Nye Borgerlige også.

Uffe Elbæks alternative eksperiment er også dannet med udgangspunkt i klimaforandringer. En specifik problemstilling, som globaliseringen tydeliggør, men ikke kan løse, hvis du spørger Alternativets vælgere.

Og ligesom den migrant- og flygtningestrøm, som mange i befolkningen ikke kan overskue konsekvenserne af, er tilfældet det samme med klimaet. De fleste anerkender, at det er slemt, men vi aner ikke, hvordan vi skal løse det. Entré: Nye bevægelser.

I USA siger man, at vælgernes utilfredshed, der førte til Donald Trump og Bernie Sanders’ umiddelbare popularitet, kunne høres på lang afstand, som når man lægger øret til jorden og kan høre bisonokserne komme løbende over prærien.

I Danmark havde de færreste hørt Alternativet komme, før de en juniaften i 2015 bragede ind i dansk politik, og nu kører Pernille Vermund også stridsvognen frem. Hun vil udfordre det etablerede, som Elbæk gjorde før hende, og som Brexit-bevægelsen, Marine Le Pen og Donald Trump gør det.

Men når oprøret er gennemført, vil de så påtage sig magtens tunge åg? Det har især de gamle tunge partier Socialdemokraterne og Venstre sat spørgsmålstegn ved. Er det ikke nemmere at stå ude på fløjen og råbe i overskrifter?

»Jeg køber ikke den anklage. Jeg synes jo, at det er totalt uansvarligt ikke at tage klimaudfordringerne alvorligt og ikke at tage uligheden alvorligt, så jeg synes, det er os, der er de ansvarlige,« siger Uffe Elbæk og sender en oprørsk højre afsted mod systempartierne og deres monopol på at tage ansvar.

»De, der sidder på magtdomænerne i dag, er selvfølgelig megairriterede over, at der er nogle nye, der udfordrer dem. Men de kan lige så godt vænne sig til det. Nye politiske udfordringer kræver nye politiske svar. Og hvis de gamle partier ikke formår at formulere dem, kommer der nogle nye, der gør. «