Alternativet vil have borgerrepræsentanter i bestyrelser

Borgerrepræsentanter skal sikre almenvellet i både offentlige og private bestyrelser, foreslår Alternativet.

Arkivfoto: »Vi skal turde forsøge at bryde nogle af de meget magtfulde rum, som bestyrelser er,« siger politisk ordfører Carolina Magdalena Maier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Beslutninger, der træffes i landets bestyrelseslokaler, påvirker ikke bare den enkelte virksomhed, men hele samfundet.

Den magt vil Alternativet brede ud på flere hænder. Det skal ske ved at sætte samfundsrepræsentanter i alle offentlige bestyrelser samt i bestyrelser for virksomheder med over 1000 ansatte.

»Vi skal turde forsøge at bryde nogle af de meget magtfulde rum, som bestyrelser er,« siger politisk ordfører Carolina Magdalena Maier.

»Vi kan demokratisere magten ret meget i det politiske, men der er enormt store magtinteresser på spil i bestyrelseslokalerne. Derfor foreslår vi en samfundsrepræsentant til at varetage almenvellets interesser.«

Adspurgt om hun tror, at en virksomhed som Mærsk vil byde en samfundsrepræsentant velkommen med åbne arme, lyder svaret, at repræsentanten jo ikke skal modarbejde Mærsk:

»Det handler om at få nogle stemmer fra den virkelige verden med ind i lokalet. Når alt kommer til alt, tror jeg, det vil være et plus også for virksomheden at have større bredde i bestyrelsen.«

»Men det kan godt være, de lige skal overbevises om, at det er en god idé.«

Forslaget er altså i hendes optik på ingen måde et opgør med den private ejendomsret, men »et demokratisk dialoginitiativ«. Det vil sikre »en demokratisk samtale om erhvervslivets rolle i samfundet«, lyder det.

Risikerer man ikke, at virksomhederne flytter ud af landet?

»Jeg kan ikke forestille mig, at de store virksomheder skulle synes, at det her var så kontroversielt, at de flytter.«

»De vil måske komme med kritikpunkter, og så kan vi diskutere det, men i sidste ende handler det om Danmarks interesser og det tror jeg også, virksomhederne er interesseret i,« siger Carolina Magdalena Maier.

Samfundsrepræsentanten skal have tale- og stemmeret på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer samt tavshedspligt. Udvælgelsen skal ske via borgerligt ombud, og man skal gennemgå træning i bestyrelsesarbejde.

På den måde er det ikke »hvem som helst«, der bliver valgt ind, beroliger den politiske ordfører.

Hun mener ikke, at forslaget er en indirekte beskyldning af virksomhederne for ikke at udvise samfundsansvar:

»Det er ikke for at pege fingre af virksomhederne. De har ikke onde hensigter, der er bare ikke nogen incitamenter til at åbne op for et større demokratisk rum i dag.«

Alternativet vil også sætte loft over, hvor mange bestyrelsesposter man maksimalt må besidde: To i offentlige bestyrelser og fem i private virksomheder med over 100 ansatte.

/ritzau/