Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
København. Fem ud af syv familietyper vil få flere penge at gøre godt med, hvis Alternativets økonomiske plan for Danmark bliver ført ud i virkeligheden.
Det viser beregninger, som partiet har lavet ud fra skatteministeriets familietyper og beregningsmetoder.
Det giver således en enlig dagpengemodtager 1651 kroner ekstra årligt, og et LO-ægtepar med to børn får 4798 kroner ekstra.
På den anden side får en direktørfamilie med to børn 4842 kroner mindre om året.
- Det har været meget ude i pressen, at vores plan er social skæv.
- Men det er den ikke, det kan man se her. Vi går faktisk ind og understøtter de familier, der ikke har så mange penge, siger Alternativets finansordfører Josephine Fock.
Spørgsmål: 1651 kroner ekstra årligt til en enlig dagpengemodtager er jo ikke meget. Hvorfor går I ikke noget mere til stålet, hvis I gerne vil bekæmpe uligheden?
- Det her er et finanslovsudspil, der kun gælder for fire år. Det er ikke en langsigtet økonomisk plan. Det er for at spille ind og vise, at allerede inden for fire år kan man gøre det markant anderledes.
- Når vi laver en langsigtet økonomisk plan, så skal der helt andre boller på suppen, siger Josephine Fock.
Alternativet vil blandt andet hæve beskæftigelsesfradraget og afskaffe kontanthjælpsloftet og 225-timer-reglen.
Finansieringen skal blandt andet findes ved at udfase boligskattestoppet og indføre en formueskat på én procent om året for nettoformuer over tre millioner kroner.
Desuden vil partiet hæve afgifterne med omkring 60 milliarder kroner ved at øge afgifterne på blandt andet sodavand, slik, cigaretter og oksekød.
I alt indeholder Alternativets udspil 55 punkter, der skal omfordele 120 milliarder kroner over fire år.
/ritzau/