Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Søndag opfordrede Alternativet sammen med De Radikale og SF Folketingets øvrige EU-positive partier til at indgå en aftale, der skulle slå fast, at Danmarks EU-medlemskab ikke kommer til afstemning.
Ingen af de EU-positive partiledere var med på idéen. Men de forsikrede, at de også ønsker Danmark i EU i fremtiden. Og dermed er en aftale så godt som overflødiggjort, siger Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist.
»For nu er det sagt højt og tydeligt. Så på den måde er det blevet overflødiggjort. Så det er jo dejligt, at vi med den udmelding har skubbet på for at få det sagt klart og tydeligt.«
De tre partiers forslag udløste søndag kritik fra både højre og venstre. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mente, at aftalen kunne være skadelig for EU-debatten.
»Hvis vi begynder at lave aftaler om noget, der er helt åbenlyst, og som et markant flertal på Christiansborg går ind for, så giver man dem, der gerne vil den kritiske EU-debat, en undskyldning for at føre den frem«, sagde Løkke.
Og det var netop, hvad DF-formand Kristian Thulesen Dahl gjorde. Han kaldte aftalen "udemokratisk og ufolkelig" og så det som et tegn på panik blandt ja-partierne.
Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, forsikrede efter en heftig debat på de sociale medier søndag aften, at Alternativet aldrig vil forhindre en folkeafstemning.
Før det havde Kristian Thulesen Dahl undret sig højlydt:
»Det er utroligt, at Alternativet hopper med på vognen. De slog sig op på en revolution, der skulle sikre befolkningen mere medindflydelse. Og så laver de sådan noget. Det er for mig uforståeligt.«
Men medindflydelse er ikke bare alene folkeafstemninger, lyder svaret fra Rasmus Nordqvist:
»Medindflydelse handler netop ikke om at stille et spørgsmål, som er umuligt at svare ja eller nej til.«
»Medindflydelse handler om, at man har den folkelige debat om, hvilken retning EU-samarbejdet skal tage - hvordan vi kan gøre EU bedre, mere demokratisk og mere grønt.«