Alternativet får hug for sort lagkage: »Det er latterligt og ufint«

Fredag satte Alternativet kog i Twitter, efter det postede et lagkagediagram, der viste Alternativet som det eneste grønne parti, mens resten var sorte. Det vakte stor utilfredshed hos mange, og Alternativet måtte undskylde. Men »det har stadig betydning.«

»Jeg oplever, at det faktisk er Alternativet, der forplumrer debatten og beskylder andre partier for at være dårligere end dem selv. Det, synes jeg, er et tydeligt bevis på den måde, som de ofte driver politik på,« siger gruppeformand Jacob Mark (SF). Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Enhedslisten og SF langer nu kraftigt ud efter Alternativet, der fredag vakte opsigt på Twitter med et sort og grønt lagkagediagram.

»Næste folketingsvalg er ikke et valg mellem rød eller blå, men mellem grøn eller sort. Den grønne blok er heldigvis en åben fest. Kom med?«

Teksten var ledsaget af diagrammet, hvor »den grønne blok« udelukkende bestod af Alternativet. Resten af diagrammet, som er lavet af Alternativets ungdomsorganisation, var sort.

Tweetet fik flere politikere at reagere med kritik.

»Så alle, der ikke er Alternativet, er dermed sorte? Eller hvordan skal den forstås?« lød det blandt andet fra Socialdemokratiets børneordfører, Ane Halsboe-Jørgensen‏.

Pelle Dragsted, der er ordfører for grøn omstilling i Enhedslisten, kalder opslaget »ufint«.

»Det er latterligt og ufint. Alternativet taler om en ny politisk kultur, men det rimer ikke på, at Alternativet fremstiller sig som de eneste rigtige grønne. Det er stemmemaksimering, og de klumper alle andre partier sammen i en sort blok. Det er fair at tale om en grøn blok, men den blok omfatter ikke kun Alternativet,« siger Pelle Dragsted, der mener, at tweetet er »unfair«.

Alternativet undskylder

Efter debatten blussede op på Twitter, valgte Alternativet efterfølgende at beklage opslaget. Opslaget er dog ikke blevet slettet.

»Intentionen var aldrig at pege fingre, men nærmere at fremhæve den tredje vej i dansk politik. Som, vi jo mener, vi er. Det kan man gøre på en god eller dårlig måde, og det her var ikke et af vores bedste forsøg. Det var ment som en invitation til grøn blok og ikke, at alle andre partier er samme nuance af sort. Vi er kede af misforståelsen. Undskyld,« skrev Alternativet i et nyt tweet senere samme dag:

Gruppeformand i SF, Jacob Mark, er glad for, at Alternativet anerkender, at tweetet ikke er den skarpeste kommunikation, de har lavet. Men omvendt mener han også, at Alternativet har ført lignende kampagner mange gange før på sociale medier.

»Jeg kan ikke tælle alle de gange, jeg har hørt Alternativet sige, at de som parti er forandringen i dansk politik, og at de vil bidrage til en ny politisk kultur, og de ikke vil svine andre til,« siger han.

»Det kan godt være, at Alternativet ikke direkte angriber specifikke personer eller partier, men de får jo konstant andre partier og politikere til at lyde frygtelige i indirekte vendinger. Det var et dumt tweet. Det har stadig betydning, selv om de undskylder,« siger han.

Jacob Mark blev med egne ord »provokeret« af tweetet. Han påpeger, at Alternativet har »slået sig på brystet« og »leget overdommere« i forhold til politisk moral.

»Jeg oplever, at det faktisk er Alternativet, der forplumrer debatten, og beskylder andre partier for at være dårligere end dem selv. Det, synes jeg, er et tydeligt bevis på den måde, som de ofte driver politik på.«

Hvorfor er det ikke bare et tweet, som giver uskyldig reklame til Alternativet?

»De skyder skylden på andre partier på en måde, der ikke klæder debatten. Man ikke gøre så vigtig en debat op i et diagram og vise det sådan, at man enten er grøn eller sort.«

Alternativet ønsker ikke at kommentere kritikken.