Alternativet afviser at støtte anden statsministerkandidat

Alternativet vil efter partiets dårlige valg stadig ikke støtte statsministerkandidat fra rød eller blå blok.

Billede 1
Arkivfoto. Uffe Elbæk fra Alternativet holder partiledertale på Hovedscenen i Allinge på Bornholm under Folkemødet 2019, torsdag den 13. juni 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Alternativet vil fortsat forbeholde sig retten til ikke at støtte en statsministerkandidat fra rød eller blå blok.

Det fortæller politisk leder og gruppeforperson Uffe Elbæk tirsdag på partiets sommergruppemøde i København.

»Vi ønsker at fastholde denne frie politiske position og stemme,« siger han.

Samtidig roser han den nye S-regering for at være kommet godt fra start.

Uffe Elbæk erkendte efter valget ellers, at det var medvirkende til det dårlige valg, at Alternativet i seneste valgperiode dannede sin egen politiske blok, grøn blok, og pegede på ham som statsministerkandidat, i stedet for at pege på enten Mette Frederiksen (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V) som partiets foretrukne statsministerkandidat.

Efter valget kunne Alternativet derfor kun se til som primært passiv tilskuer, da partierne i rød blok blev enige om betingelserne for, at Socialdemokratiet kunne danne regering med Mette Frederiksen som statsminister.

Alternativet gik markant tilbage ved folketingsvalget 5. juni, hvor partiet fik 3,0 procent af stemmerne og fem mandater.

Det var fire mandater færre, end da partiet ved sit første folketingsvalg i 2015 kom bragende ind med 4,8 procent af stemmerne og ni mandater.

Efter det dårlige valg i juni var der kritik af, at der var gået for meget persondyrkelse af Uffe Elbæk i den for partiet.

Den kritik blev blandt andet udtrykt af tidligere politisk ordfører og gruppeforperson Carolina Magdalene Maier, der ikke opnåede genvalg 5. juni.

Mandag meddelte Alternativet imidlertid, at Uffe Elbæk ud over at være politisk leder skal bestride posten som gruppeforperson, mens Rasmus Nordqvist fortsat skal være politisk ordfører.

Med kun fem mandater ser Alternativet umiddelbart ikke ud til at få den store indflydelse i denne valgperiode, men partiet skal jagte den, siger Uffe Elbæk.

Alternativet vil have en ambitiøs klimalov, siger han.

»Hvis ikke vi gør det, vil der være tale om et enormt generationssvigt,« siger han om klimaindsatsen.

»Vi vil virkelig stå vagt om, hvad der er nødvendigt, hvis vi skal sikre 70 procent CO2-reduktion inden 2030,« siger han.

Alternativet vil også have et stop for produktion af olie i Nordsøen, og der skal være flere skovområder.

/ritzau/