Allerede for et årti siden frygtede hun klimaforandringer: Nu er Signe Munk valgt til Folketinget og vil tage kampen op

Da Signe Munk var 18 år gammel, så hun på kommende klimaforandringer med bekymring. Nu har forandringerne ifølge hende ramt os, og med sit nyerhvervede sæde i Folketinget vil hun kæmpe for netop at sætte en stopper for dem. For det er Danmarks største problem, mener hun. Samtidig frygter hun, at hun ikke kommer i hus med noget til fordel for SF og danskerne.

»Jeg er i politik for at levere konkrete resultater. Kan jeg ikke det, har jeg ikke gjort det så godt, som jeg burde. Tænk, hvis jeg ikke kommer i hus med noget til fordel for danskerne og folk fra SF. Det frygter jeg mest,« siger Signe Munk (SF). Maria Albrechtsen Mortensen

Folketingsvalget i juni er blevet kaldt Danmarks første egentlige klimavalg, ligesom sidste års på det nærmeste subtropiske sommer er blevet erklæret for startskuddet til en ny klimabevidsthed i den brede befolkning.

For ti år siden stod klimaforandringerne – i hvert fald i en periode – også ganske højt på den politiske dagsorden. Det var dengang, Danmark afholdt klimakonferencen COP15 i Bella Center i København, og det var også i den periode, at en dengang 18-årig Signe Munk meldte sig ind i SF – især på grund af sin frygt for klimaforandringer.