Alex Vanopslagh har haft en drøm: Om 13 år afskaffer et borgerligt flertal de sidste coronarestriktioner

På Folkemødet talte partilederen for Liberal Alliance om en drøm, han har haft. En drøm, hvor han er statsminister, og hvor de sidste restriktioner mod covid-19 først bliver afskaffet i 2034.

Alex Vanopslagh (LA) holdt torsdag klokken 13 som den anden partileder tale til årets Folkemøde på Bornholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ligesom den legendariske, afroamerikanske præst Martin Luther King Jr. indledte Alex Vanopslagh (LA) sin tale på Folkemødet på Bornholm med en historie om en drøm, han har haft.

»Jeg skal på forhånd advare imod, at det er krasbørstige sager – særligt hvis man er socialdemokrat eller det, der er værre,« indledte partilederen.

Drømmen starter i 2044, hvor en på det tidspunkt 53-årig Alex Vanopslagh netop er blevet genvalgt som Danmarks statsminister.

Hvis drømmen bliver til virkelighed, genvinder blå blok dog først regeringsmagten i 2034, hvor de starter med noget helt andet end at sænke skatterne eller effektivisere den offentlige sektor.

»Det første, vi gjorde med magten, var at fjerne de sidste coronarestriktioner, selvom både Mette Frederiksen og Allan Randrup mente, at tredje bølge altså var lige på trapperne,« sagde Alex Vanopslagh.

Bundrekord i skattetryk

Partilederen drømte om et fremtidigt Danmark, hvor »det går godt«. Det gør det ifølge Vanopslagh, fordi det blå flertal har fjernet love, regler, bureaukrati og ladet politik »fylde meget mindre«. Så lidt, at det at være politiker kun er et deltidsjob.

»På den måde har Ole Birk Olesen ikke bare tid til at være finansminister, han har også tid til at være overborgmester i København – og også tid til at gå tur med sin hund – uden snor – den liberale frihedskamp fordufter ikke!«

Alex Vanopslagh drømte desuden, at han får vendt bøtten, når det kommer til skattetrykket. I 2043 vil Danmark således have vendt førstepladsen i 2020 til bundrekord i Europa.

Og det vil ifølge partilederen lokke endnu flere flygtninge til.

»Eksempelvis er Lars Seier flygtet fra de høje skatter i Schweiz hjem til Danmark.«

Grundtvig og Kim Larsen eller Medina og Mette Frederiksen

Alex Vanopslagh talte videre om at afbureaukratisere den offentlige sektor og »sætte velfærden fri«. Af de grunde var der ingen ældre i partilederens drøm, der blev behandlet som i TV 2s dokumentar »Plejehjemmene bag facaden«.

Woke-kulturen er også helt forduftet i 2044, hvor Henrik Dahl tilmed er blevet rektor på et unavngivent universitet, og har fået opført en buste af sig selv på Gammel Torv.

»Den bliver hvert år smidt i vandet, så vi minder hinanden om de sorte år, hvor woke identitetspolitik hjemsøgte landet,« sagde partilederen:

»Den slags er der ikke meget af i dag. I stedet lærer vi de unge om det Danmark, de har fået i arv. Både det gode – Grundtvig og Kim Larsen – og det dårlige – Medina og Mette Frederiksen.«

Alex Vanopslagh endte dog med at vågne fra sin drøm – »badet i sved«.

»Ja, det var bare en drøm. Men det er det Danmark, vi drømmer om i Liberal Alliance. Og det er det, vi drømmer i dag, som kan blive til virkelighed engang. Hvis vi altså åbner øjnene, og arbejder for det,« afsluttede han.