Ahlers brager ind i Folketinget som V-topscorer i København

I 2015 fik Søren Pind 7706 stemmer ved folketingsvalget. Tommy Ahlers overtog pladsen og får 26.420 stemmer.

Tommy Ahlers. Venstres valgfest på Christiansborg i forbindelse med folketingsvalget 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Venstres uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers brager ind i Folketinget ved sit første valg.

De personlige stemmer er blevet talt op, og det står torsdag eftermiddag klart, at Ahlers har fået 26.420 personlige stemmer i Københavns Storkreds.

Ministeren overhaler dermed prominente navne som DF-formand Kristian Thulesen Dahl, justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og SF's Jacob Mark, hvis man kigger på de personlige stemmetal på landsplan.

Tommy Ahlers overtog både ministerium og valgkreds på Østerbro fra Søren Pind, der forlod politik i 2018.

Ved seneste folketingsvalg i 2015 fik Søren Pind 7706 stemmer, og det har Ahlers dermed omkring tredoblet.

Ahlers kom som et stort navn inden for især teknologiske virksomheder, som han både har været direktør for og investeret mange penge i.

Man har blandt andet kunne følge ham i DR-serien "Løvens Hule", hvor ihærdige iværksættere forsøger at skaffe penge fra fem potentielle investorer, herunder Tommy Ahlers.

/ritzau/