Aftaleparti bag Kosovo-fængsel kalder det et fejlskud
At placere et dansk fængsel i Kosovo var et fejlskud, siger Dansk Folkeparti, mens SF stadig står bag aftalen.

At placere et dansk fængsel i Kosovo var et fejlskud, siger Dansk Folkeparti, mens SF stadig står bag aftalen.

Det kommende danske fængsel i Kosovo har vist sig som et "fejlskud".
Det erkender et af aftalepartierne bag den politiske aftale fra 2021, hvor det blev besluttet, at Danmark skal leje 300 fængselspladser i det østeuropæiske land.
- Det har helt klart været en fejldestination, at man er gået med et ikke-EU-land til de her eksterne fængselspladser, siger retsordfører Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti.
Han slår fast, at Dansk Folkeparti fortsat mener, at "udenlandske kriminelle skal afsone i udlandet".
- Men det har vist sig at være et fuldstændigt fejlskud med Kosovo som destination for det her.
Det var Dansk Folkeparti, SF og De Konservative, der i 2021 indgik aftalen med den daværende socialdemokratiske etpartiregering.
Da den konkrete aftale med Kosovo blev indgået, hed det, at de første udvisningsdømte udlændinge kunne begynde deres afsoning i fængslet i begyndelsen af 2023.
Efter en lang række forsinkelser er den seneste melding, at det bliver i slutningen af 2027 eller i begyndelsen af 2028, at fængslet kan tages i brug.
Mens fængslet er ved at blive renoveret til danske standarder, har fængselsbetjente fra Kosovo været i Danmark på efteruddannelse.
To af dem er nu blevet sigtet for at have overfaldet en indsat, mens de var på arbejde i Vestre Fængsel i København. Det kom frem onsdag.
SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, kalder det "en streg i regningen".
- For vi skal sørge for, at de mennesker, som vi sætter til at passe på de indsatte dernede, også er nogle, der følger de danske regler.
Men SF står stadig bag aftalen om fængslet i Kosovo, lyder det fra retsordføreren.
- Det rokker ikke ved, at vi har brug for de her pladser i Kosovo, fordi vores fængsler er så overbelagte, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
Hun siger dog videre, at Kosovo "ikke lå nummer et på min ønskeliste" over lande. Der var bare ikke andre muligheder dengang, lyder det.
- Jeg havde gerne set, at de pladser havde ligget i EU.
Det samme havde Anders Vistisen, der nævner, at Sverige er lykkedes med at sende fængselsindsatte til afsoning i EU-landet Estland.
- For det er fuldstændig vanvittigt at bruge så mange ressourcer, tid og kræfter på det her, når der ikke rigtig sker noget.
Spørgsmål: Vil du sige, at I fortryder, at I gik med i Kosovo-aftalen dengang?
- Det er jo regeringens ansvar at levere på de aftaler, der bliver lavet. Vi er nødt til at læne os op ad deres vurdering af, hvilke lande der kan være interessante partnerskabslande.
- Men der er da ingen tvivl om, at ministeriet har haft den forkerte vurdering af, hvor realistisk en destination Kosovo er, siger Anders Vistisen.
Danmark har foreløbig betalt fem millioner euro til Kosovo for fængselsaftalen.
Justitsminister Nicolai Wammen (S) oplyste i et folketingssvar i september, at regeringen "overvejer flere muligheder", der kan sikre yderligere fængselspladser.
- På den baggrund har jeg bedt Justitsministeriet om at række ud til en række forskellige europæiske lande for blandt andet at afdække eventuel overskudskapacitet i kriminalforsorgssektoren, lød det fra Wammen.
RITZAU