Afstemning om retsforbehold kan rykke længere væk

Trods gentagne politiske løfter om det modsatte skal danskerne ikke regne med, at en folkeafstemning om vores retsforbehold ligger lige om hjørnet.

Konsekvenserne af retsforbeholdet er ganske vist rykket alvorligt tæt på, fordi vi står til at ryge ud af det europæiske politisamarbejde Europol i løbet af 2015, og et bredt politisk flertal står sammen bag ønsket om at få forbeholdet skiftet ud med en tilvalgsordning som den britiske. Men det rokker ikke ved regeringens beslutning om, at en afstemning ikke står for døren.

Forudsætningen er »ro om det europæiske projekt«, som Thorning formulerede det under et år efter valget i 2011 – og udformningen af det regeringsgrundlag, der ellers varslede et opgør med rets- og forsvarsforbeholdene i den kommende valgperiode. Og det holder man fast i. I regeringstoppen er overvejelsen, at man allerede har taget et stort ansvar ved at få danskerne til at stemme Patentdomstolen igennem, og at man ikke kan lægge yderligere en EU-afstemning ud til befolkningen. Patentdomstolen var risikabel, og man skal ikke friste skæbnen med retsforbeholdet i en situation, hvor bagtæppet er en så tydelig EU-skepsis, som manifesterede sig ved valget til Europa-Parlamentet.

I ja-partierne i blå blok har man længe og højlydt kritiseret regeringen for at tøve og agere uansvarligt, mens uret tikker faretruende mod et Europol-exit og hermed udfordrer dansk politis afgørende samarbejde med europæiske kolleger. Men de borgerlige røster bliver langt mere pragmatiske, når de bliver spurgt om en garanti for, at et kommende magtskifte så vil resultere i en konkret dato for en folkeafstemning. De er mere end godt klar over, at de kan ende i præcis samme situation som den nuværende regering, hvor man ikke tør sende forbeholdet til afstemning, fordi et ja ikke er givet som resultat.

En mulighed er dog, at partierne på tværs af midten kan nå til enighed om en europapolitisk aftale, hvor de forpligter hinanden på at sende retsforbeholdet til afstemning, inden det for alvor brænder på hen mod slutningen af 2015 – og det uanset hvem der sidder i Statsministeriet. Men andre ting skal falde på plads, førend en europapolitisk aftale kan forsegles.

Det er derfor naturligt, at Justitsministeriet for længst har taget de første spæde skridt mod en dansk parallelaftale med Europol, så vi trods forbeholdet kan deltage i arbejdet. Det er beværligt, langsommeligt og ikke nødvendigvis realistisk med en parallelaftale, har advarslerne lydt – men med til billedet hører, at det ikke kun er i Danmarks interesse, at vi sidder med i Europol, det er også en klar fordel for Europol og de andre EU-lande at kunne trække på dansk politis ekspertise.

En sådan aftale vil godt nok afskære Danmark fra beslutningsbordet, men den vil alt andet lige være den næstbedste løsning. Samtidig vil den dog sætte en fed streg under forbehold-tilhængernes argument. For hvis vi alligevel kan få en parallelaftale i hus, der sikrer vores plads i Europol, hvorfor så overhovedet overveje at ændre et komma ved det danske retsforbehold?

Og fronten, der kæmper for at få bugt med forbeholdet, vil have mistet deres stærkeste og mest håndgribelige kort på hånden. For kan det ikke længere bruges som incitament for danskerne, at retsforbeholdet sætter en kæp i hjulet for dansk politis kriminalitetsbekæmpelse – og indsatsen mod horderne af tilrejsende østeuropæiske tyvebander – bliver sagen yderst svær at sælge.

Og hermed kan en folkeafstemning risikere at rykke endnu længere ud i fremtiden.