To netop afgåede ministre fra VLAK-regeringen kritiserer nu i hårde vendinger Finansministeriet for at agere på en problematisk måde, der udfordrer den politiske magt i Danmark.
De to nu forhenværende ministre – tidligere børne- og socialminister Mai Mercado (K) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) – mener, at det centrale ministerium har tilranet sig en uforholdsmæssigt stor magt, som bruges til – under overfladen – at præge og i visse tilfælde blokere politiske ønsker.
Mai Mercado, som har haft sæde i den borgerlige regerings magtfulde koordinationsudvalg, siger, at hun »oprigtigt har været overrasket over«, hvor »voldsom« Finansministeriets rolle er.
»De er meget politiske – og de er det helt ned på fuldmægtigniveau. De går langt, langt videre end til bare at overvåge rigets finanser, og der er en stærk kultur af egenrådighed i ministeriet, hvor man nogle gange, selv om der var en stærk minister, kunne have svært ved at gennemskue, hvem der faktisk bestemte,« siger hun og fortsætter:
»Det er slet ikke noget, jeg har oplevet før. Hverken når jeg har forhandlet som ordfører eller tidligere i kommunalpolitik for den sags skyld. At der er et ministerium, som spiller så stor en rolle under overfladen. Og det var sådan, det var; det var altid under overfladen – det var aldrig synligt ude i det fri.«
Tidligere undervisningsminister Merete Riisager er enig. Hun mener, at »det politiske rum i Danmark er svagt«. For hende har det gjort så stort et indtryk i ministertiden, at hun overvejer at skrive en hel bog om det.
»Finansministeriet har en koordinerende rolle, men også en rolle, der handler om at lave konkrete udkast på de enkelte områder. De går ekstremt langt ned i detaljen. Det er sådan en fabrik, hvor der skabes helt håndfast politik på en måde, der kan være svær at gennemskue – selv for en minister. Det er forbavsende og problematisk og på alle måder godt at få belyst,« siger hun.
Hun mener, at der er behov for en bredere debat i det danske samfund om, hvordan vi indretter det politiske system. Set med Riisagers øjne bør man lade sig inspirere af andre lande, hvor man for eksempel har juniorministre, så vi får styrket det politiske niveau.
»Det er vigtigt, at vi ved, hvordan vores politiske system fungerer. Det kan ikke nytte noget at have en illusion om, at det er politikerne, der sidder og udtænker politik, når det ikke er tilfældet. Embedsværket fylder enormt meget – og selv om de er dygtige, har vi bevæget os langt hen mod en form for teknokrati. Vi bør have en diskussion om, hvorvidt det er det, vi vil, for borgerne stemmer på politikere og ikke på embedsmænd,« siger hun.
»Finansministeriet er skyld i alt ondt i det her land«
Med deres udtalelser lægger de to afgåede ministre sig i slipstrømmen på en række ministre, der har ytret kritik af Finansministeriet.
Eksempelvis har tidligere kulturminister Bertel Haarder (V) sagt, at det er hans oplevelse, at ministeriet har tilranet sig så meget magt, at man efterhånden kunne nøjes med bare at have Finansministeriet som det eneste ministerium.
Et ansvar, han entydigt placerede hos finansministeren.
Også hans efterfølger som kulturminister, Mette Bock (LA), har kritiseret Finansministeriet for utidig indblanding på hendes område.
Ligesom tidligere justitsminister Søren Pind (V) har sagt, at når det drejer sig om »Finansministeriets behandling af de øvrige ministeriers faglighed, har jeg til gode at se forskellen til Trumps ledelsesfacon«. Han har også sagt, at »Finansministeriet er skyld i alt ondt i det her land«.
Et emne, Søren Pind ventes at beskæftige sig mere indgående med i sin kommende bog.
En række andre nu tidligere ministre, som Berlingske har talt med, men som ønsker at være anonyme, giver udtryk for det samme. De siger, at Finansministeriets rolle og ageren løbende har været til debat i VLAK-regeringens levetid.
Mai Mercado nævner en række eksempler på det, hun oplever som en problematisk ageren fra Finansministeriet.
Hun siger, at det jævnligt sker, at man som minister sender en sag op i regeringens magtfulde økonomiudvalg, hvorefter den så kommer tilbage med nogle rettelser, som »er meget politiske, men hvor det ikke er Kristian Jensen som minister, der har siddet og sagt, at han vil have det på den og den måde«.
»Det har jeg nemlig flere gange spurgt ham om. Men det havde aldrig været oppe på hans bord. Med andre ord er det Finansministeriet som hus, der agerer,« siger hun.
Et andet eksempel er, da man indgik en politisk aftale om at gøre det ulovligt at diskriminere mennesker med handicap.
Efter ønske fra Dansk Folkeparti aftalte politikerne at gå videre med at kigge på såkaldt »rimelig tilpasning«, hvilket ville indebære, at man – evt. kun inden for nogle områder – stillede krav til institutioner og/eller virksomheder om faciliteter, der sikrer, at handicappede reelt behandles lige.
Men, siger Mai Mercado, som var den ansvarlige minister:
»Det blev bare begravet af Finansministeriet. De trak det ud og ud, og vi kunne aldrig få en fornuftig drøftelse af, hvad vi rent faktisk havde med at gøre. Det skabte en enormt dårlig stemning. Dansk Folkeparti var frustrerede og sagde til mig: »Hvorfor får vi ikke noget på bordet?« Det er et godt eksempel på, at man ikke kan være sikker på de politiske aftaler, der bliver indgået, fordi de bliver tvistet og træneret af embedsmændene,« siger hun og fortsætter:
»Hvis man kan få magten, tager man magten, og det er, hvad de har gjort. De har en magt, som er så stor, at det skævvrider det politiske system. Jeg stod som minister med ordførere, der kritiserede mig – og helt ud i det ultimative kan man risikere at se en minister blive væltet, fordi der ikke leveres som aftalt, fordi det bliver trukket ud i Finansministeriet,« siger hun.
Direkte adspurgt fortæller hun, at hun flere gange har drøftet det personligt med finansministeren:
»Jeg er kommet til ham mange gange, og så er han rykket på det. Det er bare ikke sådan, det bør være. For så tyder det på, at der sidder et system og trykker og har sin egen vilje.«
Merete Riisager beskriver også, at Finansministeriet er ekstremt tæt på de forskellige fagområder. Eksempelvis folkeskolereformen, som hun har været ansvarlig for.
»Den er Finansministeriet ekstremt tæt inde over – også meget mere, end hvad godt er. Det er ikke overraskende, at de er inde over det, der har med økonomi at gøre, men deres indflydelse rækker langt videre og går helt ned til, hvordan institutioner skal fungere og helt ned i det pædagogiske arbejde. Det er ikke godt, og det tror jeg ikke, der er mange, der ved,« siger hun.
Kristian Jensen afviser kritikken
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Finansministeriet.
Men Venstres næstformand, Kristian Jensen, som fra 2016 var finansminister, indtil den nye regering tiltrådte, afviser de to ministres kritik af Finansministeriets rolle og ageren.
»Jeg tror, de har misforstået nogle ting. Embedsværket har ikke nogen holdning. De har kun den holdning, som regeringen pålægger dem at have,« siger han.
Han genkender dog, at spørgsmålet løbende har været noget, der har givet anledning til »kontroverser«. Han har dog en anden udlægning af, hvad der har ført til det.
»De kontroverser, der har været, skyldes, at der løbende er kommet politiske forslag, som simpelthen har været i strid med regeringsgrundlaget. Derfor har Finansministeriet afvist det, og den rolle har ministeriet også i en flerpartiregering: at vogte over den fælles holdning, som er blevet aftalt,« siger han.
Han ønsker ikke at konkretisere de eksempler, han taler om. Men han tilføjer også, at hver gang ministrene er gået til ham med frustrationer over forskellige politiske sagers gang gennem embedsværket, så har han tilbudt at løfte diskussionen op i regeringens økonomiudvalg.
»Og så kunne vi tage en politisk drøftelse af det. Men det ændrer jo ikke på, at der er behov for rent fagligt at få sagen beskrevet fra flere sider. Også fra Finansministeriet,« siger han.
Kristian Jensen erklærer sig også »dybt uenig« i Merete Riisagers melding om, at vi i Danmark har bevæget os i retning af et teknokrati, og at der er behov for at styrke det politiske niveau i centraladministrationen.
»Som politiker skal man være stærk nok til at kunne sætte sin vilje igennem. Og jeg synes, der er masser af eksempler på ministre, der kan udvikle politik med det embedsværk, vi har – som kan få embedsværket til at arbejde for sig og ikke imod sig,« siger han.
