Ældrebyrden vil lamme Udkantsdanmark

De næste 30 år stiger andelen af ældre i den danske befolkning drastisk. Den økonomiske udfordring kan vise sig større end finanskrisen - og rammer Udkantsdanmark særligt hårdt. Se hvor det bliver værst.

Daginstitutioner, skoler, ældrepleje og jobcentre er de vigtigste velfærdsydelser som kommunerne tager sig af. Men særligt udgifterne til ældrepleje er stærkt stigende. Og i 2040 vil den økonomiske ældrebyrde vokse til mellem 50 og 300 mio. kroner om året for en gennemsnitlig kommune med 50.000 indbyggere. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2013)  Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Umiddelbart lyder det ikke kønt at tale om en ældrebyrde. Men ser man strengt økonomisk på udviklingen, så er det ikke bare en byrde - så er det en tikkende bombe, som snart kommer til at skævvride Danmark.

Allerede nu rammer ældrebyden de danske kommuner vidt forskelligt, viser en opgørelse i Berlingske Kommuneindeks. I Egedal Kommune betaler hver borger i dag kun 5.477 kroner til de ældres pleje, mens hver indbygger på Læsø må slippe hele 21.089 kr. Altså næsten fire gange så meget. Og ny forskning viser, at den nuværende forskel på de kommunale udgifter til ældreplejen kun er begyndelsen til et opdelt Danmark.

Antallet af ældre ser ud til at stige markant frem mod 2040. Sidste år udgjorde andelen af danskere på 80 år eller derover 4,1 procent af befolkningen. Ifølge KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) vil denne befolkningsgruppe i 2040 udgøre dobbelt så stor en andel af befolkningen - altså vil 8,2 procent af danskerne have fejret deres 80års fødselsdag.

KORA er i færd med at gøre regningen op for det stigende antal ældre. Konkret ser de på, hvordan landets kommuner forbereder sig på udviklingen. De foreløbige resultater har afsløret, at der ligger en kæmpe regning og venter ude i fremtiden. Konkret afsætter kommunerne mellem 4.200 og 23.500 kr. per ekstra borger over 70 år. For en gennemsnitlig kommune på 50.000 indbyggere vil den økonomiske ældrebyrde dermed beløbe sig til mellem 50 og 300 millioner kroner - om året - fra 2040.

Bag den drastiske stigning i antallet af ældre på landsplan gemmer der sig en endnu barskere virkelighed for udkants-kommunerne. Danmarks Statistik (DST) har udarbejdet en befolkningsfremskrivning, der afslører, at de kommuner, der ikke tiltrækker de unge med store uddannelsesinstitutioner, får det rigtig svært i fremtiden. Konkret spår DST, at de ældre over 65 år allerede i 2020 vil udgør mellem 35 og 40 procent af befolkningen i Læsø og Ærø Kommuner, mens samme gruppe blot kun vil tegne sig for mellem 10 og 15 procent i København og Århus, der især nyder godt at unge, der flytter til byerne for at uddanne sig.

Konkret forudser DST, at de danske ø-kommuner samt de fleste kommuner i Nordjylland, Sydjylland og Sydsjælland i 2020 vil have andele af ældre, der ligger betydeligt over landsgennemsnittet på 20 procent. Kommunerne står dermed overfor en massiv udfordring, der vil tvinge dem til skrappe prioriteringer i løbet af de næste år.

Og der venter en kæmpe udfordring for Velfærdsdanmark ude i fremtiden. Tilbage i 2009 behandlede Den Internationale Valutafond (IMF) udfordringen med det stigende antal ældre i en analyse. Her kalder de befolkningsudviklingen for en større trussel mod økonomien end finanskrisen:

»På trods af de store skatteudgifter, som finanskrisen har skabt, er den største trussel mod betalingsevnen på lang sigt - i det mindste i de udviklede lande - den ugunstige befolkningsudvikling,« hedder det i rapporten Fiscal Implications of the Global Economic and Financial Crisis fra IMF.

Men der er måske et svagt lys i mørket. En forskergruppe på Syddansk Universitet har mellem 1998 og 2010 undersøgt, hvordan både kroppen og hovedet fungerer for en stor gruppe danskere over 90 år. Forskningen har afsløret, at ældre bliver mere og mere velfungerende og har dermed behov for mindre hjælp fra kommunen:

»Det er godt at vi bliver ældre, men mange har frygtet at de længst levende vil være meget svage. Når det nu viser sig, at de ældre klarer sig bedre, overvurderer vi måske behovet for pleje i fremtiden,« forklarer Kaare Christensen.

Se her, hvordan ældrebyrden lige nu dele Danmark ifølge Berlingske Kommuneindeks.

Læs også Berlingskes øvrige artikler om kommunalvalget.

TV: Ekspert: ulovligt at nægte ældre hjælp til rengøring

TV: Kommunalpolitiker vil have ældre til selv at betale for rengøring